Bryllup blev aflyst - gommen er anholdt

Et udenlandsk par får alligevel ikke hinanden på Ærø. Manden har ifølge politiet ført myndighederne bag lyset.

Et bryllup på Ærø er i sidste øjeblik blevet aflyst. Politiet har sat en stopper for begivenheden ved at anholde gommen.

Manden er blevet sigtet for dokumentfalsk, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi fredag.

Den 26-årige indiske mand har fremlagt falske identitetspapirer. Og det ikke bare én, men to gange, mener politiet.

Han stilede efter at blive gift med en tjekkisk kvinde.

I et grundlovsforhør skal en dommer i Sønderborg afgøre, om der er grundlag for at sætte ham i arresten.

En anklager vil bede om at få ham varetægtsfængslet, oplyser politiet.

Netop Ærø er blevet populært blandt udlændinge, der ønsker at gifte sig. På få år er antallet af vielser øget markant.

Tendensen med turistvielser har givet en øget omsætning i lokalsamfundet, fordi parterne tager færgen og ofte også overnatter på hotel.

I Tyskland er reglerne strammere, og det er med til at forklare strømmen af udlændinge, der ønsker at blive gift på dansk jord.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.