Bryllup under tag

Meget tyder på, at der må rejses en pavillon ved helligkilde

Esben Heine og Kurt Bering
Dommer Niels Bjerre sammen med Lars Schönberg-Hemme og Frede Hansen besigtigede forholdene.
Thise 26. oktober 2017 20:42

THISE: Meget tyder på, at Thise Kirke får lov til at etablere en mindre bygning ved Vor Frue Kilde ved Thise Kirke. Fredningsnævnet besøgte onsdag i øsende regnvejr stedet.

Der kom ikke en endelig kendelse, men tilkendegivelserne var ret så klare.

Ingen har noget imod, at der rejses en mindre bygning i naturmaterialer - og lignende dén, der er på parkeringspladsen tæt på kirken. Derimod tyder alt på, at tommelfingeren vendes nedad, når det gælder en parkeringsplads ved Digterstien - for foden af stien til Vor Frue Kilde.

Ingen af de tilstedeværende parter havde indsigelser mod en mindre bygning, når den passes ind i området.

Formand for Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité, Lars Schönberg-Hemme, Asaa, og jurist Marie Johansen fra Aalborg Stift ser ingen problemer i bygningen.

Byggesagsbehandler Charlotte E. Jensen fra Brønderslev Kommune ser gerne et mere detaljeret projekt, inden der gives endelig tilladelse.

- Den kan jo ikke ses fra kirken, bemærkede Marie Johansen.

Helt anderledes var det med parkeringspladsen.

Lars Schönberg-Hemme og Frede Hansen, Dronninglund, pegede på, at det er såkaldt paragraf 3 område. Her kan ikke tillades etablering af parkeringsområde. Fredningsnævnets formand, Niels Bjerre, mener også det vil skæmme naturen.

Inden der i Fredningsnævnet træffes en endelig afgørelse, skal der udarbejdes et detaljeret projekt for bygningen.

Formand for menighedsrådet ved De4Kirker, Knud L. Pedersen, oplyser, at rådet nu går i gang med at udarbejde et sådant projekt.

- Nu har vi fået en tilkendegivelse, og nu kan vi gå videre, siger han.

Provst Lise Lundgreen fortæller, at der er brudepar, der ønsker at blive viet ved Vor Frue Kilde.

- De fleste vil vies i Thise Kirke, fortæller hun. Der holdes også gudstjenester ved Vor Frue Kilde.

Der er en trappe fra kirkegården, der fører ned til helligkilden, men der er også en sti fra Digterstien, som også anbefales til brug for gangbesværede.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...