BSH slår Aalborg og tvinger DM-finalen ud i tredje kamp

Bjerringbro-Silkeborg vinder 30-29 over Aalborg Håndbold, og dermed skal de to hold mødes igen om DM-guldet.

Jesper Nøddesbo får endnu en kamp i Bjerringbro-Silkeborg-trøjen, efter at holdet slog Aalborg Håndbold i den anden finalekamp. Nøddesbo indstiller karrieren efter sæsonen.

Jesper Nøddesbo får endnu en kamp i Bjerringbro-Silkeborg-trøjen, efter at holdet slog Aalborg Håndbold i den anden finalekamp. Nøddesbo indstiller karrieren efter sæsonen.

SILKEBORG:Bjerringbro-Silkeborg holder liv i håbet om at hente DM-guldet til klubben i år.

Håndboldherrerne vandt på hjemmebanen i Silkeborg med 30-29 over Aalborg Håndbold, og dermed tvinger de finaleserien ud i en tredje og afgørende kamp, da aalborgenserne vandt det første opgør.

Det sker efter et drama af en kamp med masser af intensitet og fight, hvor Jacob Larsen med ti sekunder igen scorede det afgørende mål.

Selv om guldet langtfra er tabt for Aalborg, der får hjemmebanefordel i den afgørende finale, så er det alligevel en alvorlig streg i regningen for nordjyderne.

De har nemlig i forvejen et overordentligt travlt program i de kommende uger, hvor der i næste weekend er Final 4 i Champions League, mens der også venter en Final 4-weekend i pokalturneringen.

Imellem de to ting skal der nu også spilles endnu en DM-finale.

For en række af BSH-spillerne er finaleserien sidste optræden i klubben.

Det gælder blandt andet den tidligere landsholdsprofil Jesper Nøddesbo, der indstiller karrieren, og cheftræner gennem de seneste syv år, Peter Bredsdorff-Larsen.

Derudover stopper også Sebastian Skube og Klaus Thomsen sammen med yderligere fire BSH-spillere efter sæsonen.

Derfor var det et mandskab, der ville give alt for at få endnu en kamp i BSH-trøjen, mens Aalborg-spillerne ud over guldet havde den gulerod, at de helst skulle undgå en tredje kamp.

Det var tydeligt i begge ender, hvor der med fysisk hårdt spil blev kæmpet om hver en bold.

Stefan Madsen kunne igen guide sit Aalborg-mandskab fra sidelinjen, efter at han i den første finalekamp måtte se med hjemmefra, da han havde været nær kontakt til en coronasmittet.

Han kunne se sit hold have et lille overtag i spillet i første halvdel af halvlegen, men BSH var svære at ryste af.

Halvlegen sluttede dramatisk, da Nikolaj Øris fik direkte rødt kort. Landsholdsspilleren stod for at tage det direkte frikast, der var blevet fløjtet, efter at tiden var løbet ud.

Øris ramte Henrik Møllgaard direkte i ansigtet, og det vurderede dommerne, efter at have set situationen på video, var til rødt kort.

Derfor måtte Øris se resten af kampen fra tilskuerpladserne, da anden halvleg gik i gang, og stillingen var 16-16.

Her udspillede der sig en helt lige affære, og først mod slutningen kom Aalborg i front med to og styrede mod guldet.

Men et par store redninger af Jonas Sjöstrand i BSH-målet gav hjemmeholdet mulighed for at spille sig på omgangshøjde igen, og med ti sekunder tilbage kom sejrsmålet så.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.