Galleri - Tryk og se alle billederne.
1
KJELLERUP:Bjerringbro-Silkeborg var inden sæsonstart spået til at spille med om guldmedaljerne, og den tiltro har de ikke gjort til skamme i sæsonens første seks kampe, hvor de har sejret i fem.
Derfor vidste gæsterne fra Mors-Thy Håndbold udmærket, at der ventede dem en uhyre svær opgave, hvis de skulle have point med hjem fra Kjellerup søndag aften, skriver Thisted Dagblad mandag.
Stamspiller og topscorer Marcus Mørk var ikke blevet klar til kamp grundet en lyskenskade. Det var til gengæld både Jesper Meinby og Jørgen Rasmussen.
Første halvleg blev en bølgende affære, skønt bølgerne mest varslede sejr til hjemmeholdet. Efter otte minutter var de foran 4-1, men så tog MTH handsken op. Det lykkedes gæsterne at komme på 5-4, også takket være nogle fremragende redninger af Søren Pedersen i MTH-målet.
Men tættere på kom de ikke i første halvleg. BSV lagde stille og roligt fra land, dels fordi de fik tilkendt et par straffekast, men også fordi Mors-Thy ramte stolpen et par gange.
Dermed kunne hjemmeholdet gå til pause med en femmålsføring.
Lige anden halvleg
Anden halvleg begyndte ganske lige, og holdene fulgtes forholdsvis pænt ad i kampens sidste 30 minutter.
Især Jørgen Rasmussen var på pletten med et par flotte scoringer fra kanten.
Forsvaret stod også godt for MTH med Morten Balling, Jac Karlsson og Kasper Køser i bagkæden.
Men de sidste par minutter tabte gæsterne pusten, lavede for mange fejl, og det straffede BSV.
Kampen endte med en syvmålssejr til hjemmeholdet, der nu ligger på ligaens andenplads.
Mors-Thy Håndbold bevarer sin niendeplads, og de skal på banen igen allerede onsdag aften, når de hjemme på Jyske Bank Mors Arena tager imod Nordsjælland.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.