Håndbold

BSV-træner inden CL-gyser: Alle forventer vi går videre

BSV har en firemålssejr med i bagagen inden returopgøret mod polske Wisla Plock i Silkeborg.

BSV's Sebastian Skube var med sine ni mål hovedmanden bag sejren i Polen over Wisla Plock i playoffkampen i Champions League.

BSV's Sebastian Skube var med sine ni mål hovedmanden bag sejren i Polen over Wisla Plock i playoffkampen i Champions League.

SILKEBORG:Den danske træner i Bjerringbro-Silkeborg, Peter Bredsdorff-Larsen, frygter lidt for forventningspresset inden returopgøret i Champions League-kampen mod polske Wisla Plock.

BSV fik et fantastisk udgangspunkt i Polen i det første opgør i vind eller forsvind-kampene, der endte med en dansk sejr på 26-22.

Derfor mener Bredsdorff-Larsen, at alle forventer, at BSV spiller sig videre til ottendedelsfinalen, når holdene mødes i Danmark søndag.

- Jeg frygter lidt, at der er et stort pres. Folkestemningen er, at vi går videre, siger Bredsdorff Larsen.

Selv om cifrene ikke antyder det, mener Bredsdorff-Larsen, at BSV godt kan ryge ud af turneringen, hvis ikke holdet er 100 procent klar. Derfor kommer de ikke til at tage let på opgaven.

- På hjemmebane skal vi kunne klare det. Kan vi komme op på et tilsvarende niveau som dernede, tror jeg også, at vi gør det. Det vil være utroligt ærgerligt, hvis ikke det lykkedes, siger Bredsdorff-Larsen.

Skulle BSV som forventet slå polske Wisla Plock ud, står danskerne til at møde ungarske Pick Szeged i ottendedelsfinalen.

Det ungarske storhold slog netop BSV ud i ottendedelsfinalen i Champions League i 2017, og derfor er der revanche i sigte.

- Det kunne være sjovt at få revanche, og det kunne være fantastisk at møde dem igen og give fans og sponsorer endnu en storkamp, siger Bredsdorff-Larsen.

Træneren frygter ikke, at en potentiel revanche kan ligge og lure i baghovedet på spillerne, når de møder Plock i weekenden.

- Det gør den ikke. Vi er et rutineret hold, og vi har løst mange store ting tidligere, siger han.

Pick Szeged blev nummer to i sin indledende gruppe i Champions League efter franske Paris Saint-Germain med Mikkel Hansen på holdet.

Undervejs spillede ungarerne uafgjort med Skjern Håndbold, men det er ikke et udtryk for, at de er på niveau med Skjern, mener Bredsdorff-Larsen.

- Der er kæmpe forskel på gruppespillet og en ottendedelsfinale. Pick Szeged er et storhold med ambitioner, så den bliver svær, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst