BSV-træner langer ud efter Aalborg-streg: En farlig vej at bevæge sig ud på

Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen mener ikke, at kritikken fra Aalborgs René Antonsen rettet mod Sebastian Skube efter onsdagens kamp var i orden

Emil Halkier
BSV-træneren mener ikke, at kritikken af Sebastian Skube er fair. Arkivfoto: Peter Broen
Aalborg Håndbold 11. oktober 2018 13:12 - Opdateret 11. oktober 2018 13:14

HÅNDBOLD: Da Aalborg Håndbold onsdag aften tabte med mindste margin i Silkeborg, var stregspiller René Antonsen flere gange i clinch med BSV-profilen Sebastian Skube.

Efterfølgende blev Antonsen spurgt ind til duellerne med BSV'eren.

Det så ud til, at du havde et par kontroverser med BSV's Sebastian Skube under kampen. Fik han lige nogle ord med på vejen, eller hvad var det, I var uenige om?

Hertil svarede Antonsen følgende:

- Vi råbte og skreg lidt af hinanden. Det gør vi allesammen, når vi er derinde. Som hele håndbolddanmark også godt ved, er han rigtig god til at få det til at se lidt voldsommere ud, end det måske er. Og det fortæller jeg ham også, når vi spiller. At jeg synes, det er utrolig grimt at se på. Selvfølgelig går jeg også til ham og slår til ham. Det tænder et eller andet i mig, når det er sådan, at en mand smider sig så nemt, som han gør. Derfor giver det måske nogle lidt voldsomme scener engang i mellem.

Den udtalelse har nu fået BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen til at gå ud og forsvare sin slovenske profil. Bredsdorff mener ikke, at en spiller som Skube bør omtales på den måde, siger han til Midtjyllands Avis.

- Det er en farlig vej at bevæge sig ud på, når man hænger bestemte spillere ud. I Sebastian Skubes tilfælde vil det altid være sådan, at når man har så dygtig en håndboldspiller med så mange aktioner i løbet af en kamp, så vil der også være nogle episoder, hvor man som forsvarsspiller føler, at man tacklede rent, siger BSV-træneren, der mener, at man kan finde eksempler på overdrivelser mange steder i håndboldsporten - også i Aalborg-lejren.

- Tilsvarende har vi også en masse eksempler med forsvarsspillere, og her kan man sagtens medtage René Antonsen, hvor man også kan tale om nogle situationer, hvor der overdrives for at forsøge at få en fordel ud af det. Sådan er spillet, og på alle hold findes der spillere, som altid vil være genstand for diskussion. Det gælder både forsvars- og angrebsspillere, selvom der oftest er fokus på sidstnævnte.

I artiklen hos Midtjyllands Avis fortæller BSV-træneren også, at det ikke er første gang i denne sæson, der fra modstandernes side rettes kritik mod Sebastian Skube. To gange tidligere har dommerne brugt video til at tjekke for eventuelle overdrivelser fra sloveneren, men begge gange er Skube gået fri.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...