Brønderslev

BTI-Tårs/Ugilt 1-6

På en råkold og blæsende forårsdag mødte holdet fra BTI et lidt ældre hold fra Tårs/Ugilt, så der var lidt nervøsitet at spore på især trænere og forældre. Selvom det viste sig at ende med et nederlag, var der dog ingen grund til bekymring, der blev nemlig kæmpet flot at pigerne fra Bindslev og Tversted. BTI kom hurtigt under pres, men præsterede nogle giftige kontraangreb, og efter 15 minutter skete det fantastiske, at BTI kom foran 1-0 på et flot kontra-mål af Cille Rosendal Jensen. TUIF svarede derefter hurtigt igen i det 18. minut, da nr. 4, Cecilie Jensen, scorede på et flot langskudsmål. Resten af halvlegen blev der fightet flot af BTI, og da der var pause stod der stadig 1-1. I anden halvleg måtte BTI nu kæmpe mod den hårde modvind, og allerede efter et minut scorede nr. 4 fra TUIF igen et flot mål til 1-2. Emma Vissing Nielsen i BTI s mål havde flere store redninger, og i forsvaret blev der kæmpet flot. Det blev dog til sidst til 6 mål til TUIF, fem mål af nr. 4, Cecilie, og et af nr. 6, Jeanne Bang. Alt i alt en god kamp af BTIs 8-9 årige piger, spillet i strid, kold blæst mod en modstander med nogle farlige mål skytter.