EMNER

Bubber på prædikestolen i Tårs

TÅRS:Knap 500 mennesker fyldte Tårs Kirke til bristepunktet søndag formiddag, som var en ganske særlig dag i kirken. For nu af tage tingene i så at sige omvendt rækkefølge, var der to børn, som skulle døbes, hvilket betød fire samlede familier i kirken. Dernæst var områdets tre 3. klasser inviteret til en minikonfirmand-gudstjeneste, hvilket også trak mange af børnenes forældre. Og endelig var der den årlige BUSK-gudstjeneste, som FDF-spejderne valgte at gøre til dagen, hvor de fejrede spejderorganisationens 100 års jubilæum - bl.a. ved at invitere selveste Bubber til at sige et par bevingede ord fra prædikestolen og underholde bagefter på skolen, hvor stort set samtlige kirkegæster indtog en let frokost sammen. Det var med andre ord ingen overraskelse, at kirken var fyldt. - Det var en speciel oplevelse for os alle, siger sognepræst Kirsten Munkholt, som sammen med præst Lise Munk Petersen og Bubber stod for dagens tekst. Den handlede om den ubetingede kærlighed, som børn får fra sine forældre. - Bubber fortalte om den tryghed, som næsten alle har som børn, men som kan være svær at finde som voksen - men som vi jo får fra Gud, siger Kirsten Munkholt, som også forventer en stort set fyldt kirke på søndag. Her er der nemlig Allehelgenes Gudstjeneste, hvor mange, der har mistet et familiemedlem eller en elsket, har tradition for at komme i kirken for at mindes. Alle årets afdøde nævnes ved navn, hvilket er omkring 70 mennesker. - Kommer der bare et par stykker fra hver familie, bliver kirken jo hurtigt fyldt, siger Kirsten Munkholt om en tradition, der for alvor er ved at vinde indpas i Danmark.