Atletik

Bube må nøjes med femteplads i 800-meter-finale

Andreas Bube formåede ikke at tage medalje i søndagens finale på 800 meter ved indendørs-EM i Skotland.

Andreas Bube (th.) kunne ikke holde føringen i søndagens finale.

Andreas Bube (th.) kunne ikke holde føringen i søndagens finale.

GLASGOW:Mellemdistanceløberen Andreas Bube sluttede på femtepladsen på 800 meter ved EM i indendørs atletik i Glasgow i Skotland.

I finalen søndag aften satte han en spurt ind i afslutningen, men den rakte ikke til en medalje.

I vanlig stil lagde han sig bagest i feltet til at starte med, men så skruede danskeren tempoet i vejret og løb frem som nummer et i det syv mand store felt.

Den position holdt han dog ikke længe. På sidste omgang gled han ned på fjerdepladsen, og den formåede han ikke at avancere fra.

- Jeg lagde konservativt ud, og efter første runde prøvede jeg så at overhale hele flokken, men vi løb i en ret høj fart, så det var dyrt at overhale. Det kostede mig for meget. Derfor havde jeg ikke nok at skyde med til sidst.

- Jeg skulle have været mere kold og delt overhalingen op i to, siger Andreas Bube til DR.

Han blev noteret for tiden 1 minut og 47,67, mens spanieren Álvaro de Arriba vandt guld med tiden 1 minut og 46,83 sekunder.

Briten Jamie Webb tog sølv, mens Mark English fra Irland løb sig til bronze.

Bube havde også kvalificeret sig til finalen i femtebedste tid, da han lørdag sluttede som nummer to i den ene semifinale.

Med resultatet formåede han altså ikke at gentage medaljebedriften fra det seneste EM. Således vandt han sølv ved indendørs-EM i Beograd 2017 i tiden 1 minut og 49,32 sekunder.

Sidste år blev Bube nummer seks ved udendørs EM i Berlin.

Andreas Bubes personlige rekord er 1 minut og 44,89 sekunder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst