EMNER

Bube sigter efter OL-finale efter EM-sølv

Selvtilliden raser gennem løberen Andreas Bube efter EM-sølvet på 800-meter-distancen

Andreas Bube var jublende glad efter sin flotte andenplads i 800-meter-finalen. Foto: Scanpix

Andreas Bube var jublende glad efter sin flotte andenplads i 800-meter-finalen. Foto: Scanpix

Løberen Andreas Bube er propfyldt med selvtillid, efter at han fredag aften vandt sølv ved EM i atletik i Helsinki og dermed satte en stopper for 10 års dansk medaljetørke ved et udendørs-EM.
- Jeg havde en målsætning om at komme i finalen, men at tage en medalje er en lækker og fed bonus. Jeg havde drømt om det, men noget er at drømme, noget andet er at gøre det, siger Bube.
Han retter allerede fokus på det kommende OL i London.
- OL er et helt andet game. Der er afrikanerne med, og de vil helt sikkert trække tempoet op, men nu stoler jeg meget på min slutspurt, så jeg er fortrøstningsfuld frem til en OL-semifinale for eksempel, hvor alt så kan ske.
- Jeg er i skide god form, jeg har en masse selvtillid nu. Så jeg glæder mig. En OL-finale tror jeg på, og det ville være den store sejr for mig. OL-medaljer tør jeg ikke drømme om endnu. Men mere vil have mere, så jeg kæmper videre, siger Bube.
EM-sølvet blev sikret takket være en forrygende slutspurt på den inderste bane i et opløb, hvor det så ud til, at Bube kunne blive klemt inde.
- Til sidst tænkte jeg bare "fuck det, nu tager jeg den indenom", og det var den rigtige beslutning. Min slutspurt er bedre end de fleste andres, så det var et perfekt løb for mig, at tempoet ikke var så hurtigt.
- Min fornemmelse er dog, at jeg godt kunne have fulgt med i et højere tempo og løbet ny personlig rekord, altså noget med 1.44 minutter. Men at det forløb sådan her lidt langsomt er en klar fordel for mig på grund af min spurt, fortæller han.
Bube fik noteret tiden 1.48,69 minutter. Hans personlige rekord er 1.44,99 minutter.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.