Buch spiller stadig, så det kan mærkes

Blandt Anker Buchs særlige kendetegn er en sund, stærk buearm, musikalsk enthuiasme og en smittende spilleglæde.

Blandt Anker Buchs særlige kendetegn er en sund, stærk buearm, musikalsk enthuiasme og en smittende spilleglæde.

¤ Anker Buch, violinist, Mønsted ved Stoholm, fylder torsdag 70 år. Anker Buch voksede op i Svenstrup syd for Aalborg, hvor hans far var slagter. Der var tradition for, at mændene i den familie spillede violin. Både hans far, bedstefar og oldefar spillede. Men det var anderledes med lille Anker. Han ikke bare spillede violin. Han spillede forrygende violin. Det forstod slagteren, og han ønskede, at sønnen levede talentet helt ud. Anker øvede flittigt, og da han kom i mellemskolen i Aalborg, havde han ofte violinen med i skole. Så kunne han øve, når han ventede på bussen. Faderen fulgte udviklingen, og han var ikke alene optaget af, at sønnen udviklede sig teknisk. Der skulle også følelse ind i musikken. Han så på sin søn og sagde: Spil, så de kan mærke det … I 1950 debuterede Anker Buch i Odd Fellow Palæet i Aalborg, og som 12-årig vidste Anker, at han ville leve af at spille violin. Han vidste også, at han ville være solist. Som 16-årig kom han på musikkonservatoriet i København. Han knoklede løs, men fungerede elendigt sammen med sin lærer på konservatoriet. Så efter to år fik Anker Buch nok. Han fik et job som violinist i Islands Symfoniorkester og fejrede sin 18 års fødselsdag der. På Island mødte han en amerikansk musiker, som faldt fuldkommen for det danske talent. – Du skal på Julliard, sagde amerikanerne. Og sådan blev det. Kort tid efter bestod Anker Buch optagelsesprøven til Julliard School of Music i New York. Han kom til at bo i International House, et kollegium for 600 studerende fra hele verden. Slagterens søn fra Svenstrup var kommet på den rette hylde. I 1964 modtog Anker Buch som den første Jacob Gade-Prisen. 60.000 kr. En svimlende sum på det tidspunkt. Og det satte ham i stand til at grundlægge karrieren som solist. Foruden det musiske talent har Anker Buch en fremragende evne til at fortælle. Han kender musikhistorien og den danske højskolesangbog særdeles godt. Derfor kunne han spille for høj som lav. Fra børnehaver til bonede gulve i Udenrigsministeriet. Fra store koncertsale til små landsbykirker. Anker Buch forstår ikke, hvor tiden er blevet af, men han er glad for at blive gammel. Anker Buch har spillet tusindvis af koncerter i Danmark. Han er formodentlig indehaver af den danske rekord for både kirke- og skolekoncerter. Han har spillet i USA talrige gange, i såvel små som store koncerthuse. I 1981 købte han Mønsted Kalkgruber, hvor han på grund af den gode akustik holder af at invitere til violinkoncert. Så når Anker Buch fejrer 70-års dagen som velbjerget musikalsk og pædagogisk ikon, er det noget, han har arbejdet for. Søndag fejres Anker Buch med en fødselsdagskoncert i Odd Fellow-Palæets lille sal i København, hvor 24 musikere fra det meste af verden vil fejre deres lærermester og inspirationskilde på den måde. Selv spiller han kun et enkelt stykke musik ved den lejlighed. Efter koncerten er der reception i Odd Fellow-Palæet. Selve fødselsdagen fejres torsdag i hjemmet i Mønsted med venner og familie. Anker Buch siger ikke ja til så mange arrangementer som tidligere. Det skal være tid til at slappe af hjemme i Svenstrup med veninden Jytte og med Tjajkowsky eller Johnny Cash på cd-afspilleren. Anker Buchs musiksmag er bred. Men han forlanger engagement og sjæl. Anker Buch har to børn, datteren Camilla, der er cand.polit. og underviser på handelsskolen i Skanderborg og sønnen Søren, der er medindehaver af konsulentfirmaet Hildebrandt&Brandi.