Lokalpolitik

Budget igen i et rødligt skær

Skred i udgifterne under to udvalg

SINDAL:At pengene ligefrem skulle fosse ud af kommunekassen er nok en overdrivelse, der ikke helt holder vand, men dog kan det konstateres, at budgettet for i år kommer til at give et million-underskud, hvis der ikke sættes ind med besparelser. På de seneste møde i økonomiudvalget blev politikerne i følge viceborgmester Jens Chr. Larsen (S), der ledte mødet i borgmesterens fravær, orienteret om en overskridelse på samlet 4,7 mio. kroner. Udgifter, der især stammer fra socialudvalgets kasse, men børne- og kulturudvalget er også godt med, når det gælder budgetter på galtis. Opsigelser - Vi skriver til alle politikere, at de skal være opmærksomme på overskridelsen. Måske er der noget der kan rettes op på eller udgifter, der kan udsættes, lyder det fra viceborgmesteren, der dog ikke har fantasi til at forestille sig, hvordan overskridelsen kan gå i nul inden året er omme. - Det forventede budget holdt heller ikke sidste år, og jeg tvivler meget på, at det kommer til at holde i år, siger Jens Chr. Larsen. Kulturudvalget har bl.a fået flere udgifter, fordi personale på børnepasningsområdet har haft længere opsigelse, end man havde regnet med. Med hensyn til det social budget er det ifølge Jens Chr. Larsen det samlede område med kontanthjælp, sygedagpenge, pensioner og flex-job, der er ekstra udgifter til. - Hvis man får folk væk fra sygedagpenge, er det måske fordi, de kommer i flex-job eller får førtidpension, og så buler det jo ud andre steder, siger viceborgmesteren. Analyser Borgmester Søren Risager (V) siger til NORDJYSKE, at det er alt for tidligt at begynde at snakke om besparelser. - Vi skal have flere analyser fra arbejdsmarkedsafdelingen. Sidste år blev der ansat to mand til at kigge på området, og vi skal have af vide, om effekten kommer senere - eller den slet ikke kommer, siger borgmesteren. Han er mest bekymret for de sociale udgifter, idet de skal finansieres år efter år, mens de fleste overskridelser på børne- og kulturudvalgets budget er engangs-udskrivninger, der ikke kommer igen.