Lokalpolitik

Budget renset for visioner

Ingen penge til nye ideer i kommunens sparebudget for 2009 - lokalpolitik under pres.

- Vi er nødt til at indrømme, at der ingen visioner er i dette budget, sagde Lokallistens gruppeformand, Knud Størup, da budgettet blev endelig vedtaget. - Jeg har været med til at lægge budget 42. gange. Dette er det værste. Borgmester Finn Olesen (S), der har prøvet budgetøvelsen 18 gange, og løsgænger Jens Chr. Larsen, som har prøvet den 27 gange, var af samme mening. Venstres gruppeformand, Susanne Sander, mener, at det har været en bunden opgave at skære ned. - Der er desværre ingen flødeskum, vi kan skrabe af. Der er færre til at yde, og flere, som har behov for at nyde af den fælles kasse, sagde Susanne Sander om det øgede udgiftspres - Det kommer til at gøre ondt på borgerne og de ansatte, erkendte Finn Olesen (S). SFs gruppeformand, Jørgen Bing, beklagede, at budgettet har været en bunden opgave. - De 31 medlemmer af Hjørring Byråd har reelt ingen muligheder for at gøre andet. Vi har trods alt begrænset blodbadet mest muligt. Situationen for kommunerne er dog uholdbar. Befolkningen bør overveje om regeringens politik er den rigtige. Det er ikke muligt både at love ekstra velfærd og skattelettelser, sagde Jørgen Bing. Løsgænger Jens Chr. Larsen advarede Folketinget mod fortsat at lægge kommunernes økonomi i spændetrøje. - Da jeg begyndte i lokalpolitik i 1979, havde kommunerne stadig et vist selvstyre. Det har man ikke i dag. Hvis Folketinget fortsætter i bare to til tre år mere, så får man ingen til at stille op i lokalpolitik, sagde Jens Chr. Larsen. Socialdemokraternes gruppeformand, Arne Boelt, var også ude med riven efter regeringen. - Venstre praler af, at deres skattestop har været rigtigt længe, men hvornår begynder vi at se effekten af deres løfter om at rydde op i antallet af regler, sagde Arne Boelt, som klagede over, at Folketinget blander sig i flere og flere ting lokalt. Løsgænger Henrik Guldsø Nielsen erkendte, at han og byrådet havde fejlvurderet den økonomiske situation, og derfor nu var tvunget til at skære ned. - Alle regeringer siden Heinesen var minister har ønsket kontrol med kommunernes økonomi. Det er utopi at tro, at det ændrer sig, hvis vi får en ny regering. Det store problem er, at politikerne i stat, kommuner og regioner ikke kan høre om et problem uden at søge en offentlig betalt løsning på problemet, sagde Henrik Guldsø Nielsen. - Det er den grundlæggende årsag til, at der ikke er penge til at løse de centrale omsorgsopgaver. Venstres Susanne Sander forsvarede regeringen ved at sige, at kommunen har fået 180 millioner kroner ekstra - ganske vist er de 120 millioner blot prisfremskrivninger. Uheldigvis er udgifterne steget endnu mere.