Lokalpolitik

Budget skred 19,1 mio. kroner

Kommunens forventede underskud er nu på 83 mio. kroner

Kommunens budget skrider selvom man får ekstra 13,6 mio. kroner ind ved salg af forsikringsselskab. arkivfoto

Kommunens budget skrider selvom man får ekstra 13,6 mio. kroner ind ved salg af forsikringsselskab. arkivfoto

HJØRRING:Den seneste økonomirapport som landede på økonomiudvalgets bord forleden viser et forventet kommunalt underskud på 83 mio. kroner. Det er et skred på 19, 1 mio. kroner i forhold til den forrige økonomirapport fra juni. Helt så galt som 83 mio. kroner kommer det dog ikke til at gå. Kommunen ventes at få 13,6 mio. kroner i kassen fra salget af Kommunernes gensidige Forsikring. Landets kommuner ejer selskabet og har solgt det. De 13,6 mio. kroner er Hjørring Kommunes andel. Desuden kommer 10,6 mio. kroner, som kommunen fik i såkaldt midtvejsregulering fra staten. Underskuddet falder dermed til cirka 60 mio. kroner, som skal tages af kassebeholdningen. Kommunens gennemsnitlige kassebeholdning er på 118, 6 mio. kroner (oktobertal) og faldende. - Udgiftsudviklingen gennem 2007 sætter likviditeten under pres i 2007, men byrådet har budgetteret med et overskud på 43 mio. kroner i 2008. Byrådet håber, at det vender skuden i forhold til kassebeholdningen næste år, siger økonomidirektør Karl Henrik Laursen. Ved starten af 2007 forventede man, at kommunens budget ville balancere ved udgangen af året. I løbet af året er udgifterne skredet, så man nu lander på de 83 - altså reelt cirka 60 mio. kroner.