Lokalpolitik

Budget tegner lyst

Ikke udsigt til store besparelser

AALBORG:- Det bliver hverken et festbudget eller et nedskæringsbudget. En forsigtig optimisme præger borgmester Henning G. Jensen (S), efter at magistraten (der består af ham selv, de fem rådmænd samt byrådsmedlem Thomas Kastrup-Larsen (S)) i går tog fat på at skrue kommunens budget for 2004 sammen. Et budget, der vil balancere omkring de 10 milliarder kroner. Sidste efterår strejkede og demonstrerede især vrede pædagoger og lærere mod et budget med dramatiske nedskæringer, blandt andet blev ni børnehaver lukket med virkning fra denne sommer. I år ser tallene betydeligt rarere ud på forhånd, og de lægger ikke op til store besparelser: - I budgettet for i år har vi regnet med at forbedre kassebeholdningen med 100 millioner kroner i forhold til i fjor. Det tal bliver forbedret med yderligere 146 millioner, så budgettet for i år ser fuldt forsvarligt ud, forklarer Henning G. Jensen. Et vigtigt element i den store fremgang er salg af bygninger, således indbringer det tidligere kursuscenter på hjørnet af Sohngårdsholmsvej og Østre Allé cirka 36 millioner kroner netto. I overslaget for 2004 var det planen at forbedre beholdningen med yderligere 25 millioner kroner samt at afdrage 20 millioner kroner på kommunens gæld, men borgmesteren kunne godt forestille sig at bruge i hvert fald nogle af de penge på anden vis - han antyder, at de kunne bruges til at renovere skoler for: - Det er også en kommunal opgave at holde hjulene i gang, når det ikke ser så godt ud for bygge og anlægsfagene, mener han. Det endelige budget lægger fortsat mange uger frem i tiden. I morgen mødes byråd og magistrat, hvorefter udvalgene får tid frem til næste tirsdag til at behandle rammerne. 1. september lægger magistraten så sit budgetforslag frem til offentlig diskussion, og den endelige vedtagelse skal ske 9. oktober.