Budgetforlig i Frederikshavn torsdag aften

30 af 31 byrådsmedlemmer bag kommunens budget 2017

Hans Christensen
- Det vigtigste er, at stabiliteten fortsætter og vi undgår stop-and-go-politik, siger borgmester Birgit Hansen. Arkivfoto: Peter Broen
Frederikshavn 22. september 2016 22:43 - Opdateret 23. september 2016 19:19

FREDERIKSHAVN: 30 af 31 medlemmer af Frederikshavn Byråd indgik torsdag aften forlig om næste års budget.

Kun Enhedslisten er som sidste år uden for forligskredsen.

Socialdemokraterne, Venstre, DF, SF og Konservative har alle skrevet under på forliget.

Stabiliteten sikret

Frederikshavn Kommune sparer næste år 25 millioner kroner på driften, men der blev dog råd til at prioritere enkelte områder.

- Vi har et meget lille manøvrefelt, så der er ikke plads til de store armbevægelser. For mig har det været vigtigst, at sikre fortsat stabilitet og den ansvarlige linje. Udgangspunktet for forhandlingerne har været, at vi lytter og samler, og det har alle heldigvis været loyale overfor, siger borgmester Birgit Hansen.

4 mio. til børneområdet

- Vi har afsat fire millioner kroner til børneområdet til en tidlig forebyggende indsats over for udsatte familier. Blandt andet således at forældre får mulighed for at passe egne børn i eget hjem med økonomisk tilskud fra kommunen, siger Birgit Hansen.

Budgettet giver også en håndsrækning til de foreninger, der har planer om at flytte sammen. En lånepulje på 0,5 mio. kr. i 2017 vokser til 4 mio. kr. i 2019 og 2020. Lånepuljen er øremærket til de engangsudgifter, foreningerne har i forbindelse med sammenlægning af klubhuse og lignende.

Desuden er der afsat 235.000 kroner til oprettelse af talentsportsklasser for de 13-16-årige.

Aalbæk Havns moler skal repareres, og kommunen garanterer at stå i forskud for ydelserne på lånene til anlægssummen.

10. klasse under EUC Nord

Og så er der godt nyt til de værdigt trængende, der kom i klemme, da kommunen i 2010 lukkede de offentlige toiletter en række steder i kommunen for at spare en million kroner. Nu genåbnes nogle af toiletterne, og der er afsat 600.000 kroner til formålet.

En anden vigtig beslutning er, at 10. klassescentret på Hånbækvej fremover skal drives af EUC Nord for at understrege, at 10. klasse er begyndelsen på en ungdomsuddannelse snarere end afslutningen på folkeskolen.

Tema: ØKONOMI I FREDERIKSHAVN

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...