Budgetforlig i kommunen

Daginstitutionen Tiziana klarer frisag

Så er budgettet i hus. 26 medlemmer står bag det. Foto: Claus Søndberg
30. september 2016 08:23

26 af byrådets 31 medlemmer enige om budgettet for 2017

Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance har indgået forlig om næste års økonomi i Aalborg Kommune.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti valgte at forlade forhandlingerne og er derfor ikke en del af forliget.

Overskrifterne for budgetforliget er: Omstilling, vækst, de borgernære områder og investeringer.

Forligspartierne er på den ene side enige om, at de økonomiske udfordringer er store og på den anden side også enige om, at der med budgettet for 2017 er tale om et meget ansvarligt budget, som både sikrer et højt service-niveau på kerneområderne og også sikrer mulighed for fortsat vækst og udvikling af Aalborg Kommune.

Der er også enighed om, at der i hele budgetperioden 2017 - 2020 er sikret en forsvarlig og tilstrækkelig likviditet.

Forligspartierne er meget opmærksomme på de demografiske udfordringer, som følge af det stigende antal ældre.

Budgetforliget baserer sig i de store linjer på Magistratens budgetforslag, som jo har været debatteret blandt andet senest ved borgermødet i Gigantium først i ugen.

Men der er også ændringer.

En ny jobvækstpakke skal sikre en forstærket beskæftigelses- og erhvervsindsats. Det afsættes der en pulje på 4 millioner til.

Indtægtskravet fra p-kontrollen sættes ned med 1 million om året.

Den foreslåede reduktion af åbningstiden i daginstitutionerne falder bort.

Budgettet bevares i daginstitutionen Tiziana.

Børnehaven i Vaarst bevares.

Der oprettes en ulighedspakke i sundhedsvæsenet, som skal være med til at skabe større lighed på sundhedsområdet.

Der afsættes midler til en indsats omkring chanceulighed for socialt udsatte.

Besparelserne på aktivitetscentrene neutraliseres.

Der spares IT-udgifter på skoleområdet på 2,5 millioner i 2018 og 5 millioner om året herefter.

Undervisningen på skolerne tilføres 4,1 millioner i 2017 med helårsvirkning på 12,4 millioner fra 2018.

Kollektiv trafik linje 2 bliver tilført flere busser. Linje 18 bliver bevaret.

Efter en mulig lukning af Løvvangsskolen bliver der foretaget investeringer i området på 10 millioner i 2019 og 11 millioner i 2020.

Der er et uudnyttet potentiale i Halsområdet med hensyn til fritid, sport og oplevelser.

Der afsættes derfor en pulje på 2,5 millioner i 2017, 10 millioner i 2018 og 2,5 millioner i 2019.

Hvis Aalborg Kommune i 2017 skal købe Koldkær Svømmehal vil prisen maksimalt anddrage 2,5 millioner.

Der afsættes en pulje på 850.000 kroner om året til omstilling af kommunens bilpark til el og hybrid.

Løvbakken tilføres 650.000 kroner. Der er afsat 2 millioner i 2018, 2019 og 2020 til etablering af kunststofbaner.

Den nødvendige merfinansiering er tilvejebragt ved forligspartiernes fornyede gennemgang af budgetforslaget og ved igangsætning af nye effektiviseringsfremmende initiativer via stordriftsfordele.

2. behandling af budgettet finder sted 13 oktober.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...