Lokalpolitik

Budgetforlig med fuld opbakning

SKØRPING:Der blev natten til fredag indgået forlig om budgettet for 2003 i Skørping Kommune. Alle grupper i byrådet bakker op om forliget, der ledsages af en håndfæstning. Den forpligter byrådet til enstemmighed om eventuelle tillægsbevillinger og vurderes af borgmester Børge Olsen (S) som en vigtig forudsætning for at kunne holde styr på økonomien i det kommende år. Politikerne fandt i forbindelse med forhandlingerne besparelser på to mio. kr., men har desuden givet det sociale udvalg en mio. kr. ekstra at gøre godt med. Lidt flødeskum bliver der også plads til: Et nyt ungdomshus i Skørping tilgodeses med 500.000 kr., og "Opera i bakkerne" støttes med 150.000 kr. i 2003. Læs mere i NORDJYSKE lørdag.