Budgetforlig på rekordtid

Samtlige fem partier i Morsø Kommunalbestyrelse står bag det forlig, der blev indgået torsdag eftermiddag

Carsten Tolbøll
Budgetforliget blev præsenteret på et pressemøde fredag formiddag. Foto: Bo Lehm
Mors 1. september 2017 10:00

MORS: Kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune blev torsdag eftermiddag enige om budgetforliget 2018.

Processen har været historisk hurtig, da den startede om formiddagen, og samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer nåede til enighed i løbet af eftermiddagen, selv om der var afsat både torsdag og fredag til det traditionelle seminar om næste års og de følgende fire overslagsår.

Kommunalbestyrelsen fremhæver, at der i forliget både er blevet plads til udvikling, anlæg og serviceforbedringer samtidig med, at budgettet er i balance. Der kan heller ikke pilles ved indholdet, idet samtlige fem partier har skrevet under på, at de ikke kommer med ændringsforslag til budget 2018.

- Jeg er utrolig glad for, at vi i et valgår kan fastholde den tradition, der er i denne kommunalbestyrelse for i enighed at kunne indgå et budgetforlig. Især når der er tale om et budget, som fastholder og sikrer den kvalitet, vi har i de gode tilbud, der er på de borgernære områder, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).

Viggo Vangsgaard, gruppeformand for Socialdemokratiet, er også tilfreds med forliget:

- Det har været vigtigt for os fra starten at få opprioriteret velfærdsområdet i Morsø kommune. Vi har bl.a. sikret opnormering af ældreplejen, tolærerordning i folkeskolens overbygning, gratis psykologhjælp til unge under 25 år og fem millioner kroner til skole- og fritidsområdet, siger han.

Venstres gruppeformand Peter Therkildsen er også tilfreds:

- Vi sætter med dette budget udviklingsinitiativer i gang for 70 millioner kroner, og sammen med de forventede 49 millioner kroner, der er indeholdt i oplægget til finanslov, synes jeg, at vi kan se en tryg fremtid i møde. Personligt glæder jeg mig over, at Midtmors Sport og kulturen har fået et løft. Næssundfærgen, Multiparken og Øroddeprojektet vidner om, at hele øen bliver tilgodeset i dette budgetforlig. I Venstre håber vi, at flere varme hænder i ældreplejen vil være med til at fremme arbejdsglæden, siger Peter Therkildsen.

Også Ellen Philipsen Dahl, gruppeformand for kommunalbestyrelsens tredjestørste parti, er tilfreds:

- Demokratisk Balance vil gerne sige tak til kollegerne i kommunalbestyrelsen for at bakke op om Øroddeprojektet til glæde for ikke bare Nykøbing men hele Mors. Samtidig er vi glade for, at der er afsat penge til Opstartspuljen som på sigt skal blive til den fond, der hele tiden har været et ønske for os. En fond, hvor kommunen og det private erhvervsliv i et samarbejde kan skabe grundlag for fortsat udvikling på Mors, siger Ellen Philipsen Dahl.

Også gruppeformand Uffe Korsgaard fra Liberal Alliance og gruppeformand Meiner Nørgaard fra Dansk Folkeparti erklærer deres tilfredshed med resultatet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...