EMNER

Budgettet er begyndt at skride

DRONNINGLUND:Det kommunale budget er også i år på vej til at glide over i en millionoverskridelse. Det måtte økonomiudvalget konstatere, da der på denne uges udvalgsmøde blev set nærmere på den seneste, kommunale budgetopfølgning. Den var fra 31. marts, og her er udsigten ifølge borg-mester og økonomiudvalgsformand Mikael Klitgaard (V) dén, at der for hele året er optræk til et kommunalt overforbrug på cirka to mio. kr. Det er dog ikke noget, der her og nu får Mikael Klitgaard til at gå i panik. - Der er selvfølgelig en række ting, vi skal have fulgt op på, men det er ikke specielt alarmerende, og jeg tror på, at det er noget, der fra statens side vil blive udjævnet ved hjælp af de forskellige reguleringer, der i årets løb kan blive tale om, siger han. Dronninglund Kommune havde også i fjor problemer med at overholde budgettet. Det skyldtes primært de løbske udgifter til overførselsindkomster, og mens byrådet ved budgetlægningen for i år forsøgte at tage højde for de øgede udgifter på dette område, så har regeringen også flere gange lovet, at der fra statens side er hjælp på vej på området.