Budgettet er klar til vedtagelse

Takket være ofre på alteret har politikerne fået budgettet til at hænge sammen

Hadsund 14. september 2002 08:00

HADSUND: Det kommunale budget for 2003 og de tre følgende år er sådan set klar til vedtagelse, efter at økonomiudvalget har løst det problem, at de foreslåede besparelser først for alvor talte i de såkaldte overslagsår. Det betød, at det kommunale driftsoverskud i 2003 ikke var stort nok til at betale årets afdrag på lån. Problemet er løst ved, at den kommunale økonomiafdeling har luget ud i posteringer, der alligevel ikke havde udsigt til at blive brugt, ved at staten har kompenseret for at kommunen "har lagt ud" for statens andel af sygedagpengene og ved, at man på bagggrund af borgernes 2001-selvangivelser tør skrue forventningerne til skatteindtægterne op med fem millioner kroner i forhold til, hvad staten vil garantere. Borgmester Karl Christensen siger, at man fortsat er forsigtige, når det gælder forventningerne til indtægterne. At man ikke forfalder til "gamle dages useriøse metode", at få budgettet til at hænge sammen ved at skrue forventingerne til indtægterne op. - Budgetterne er realistiske, nøgterne, sobre og fornuftige, siger Karl Christensen, der fremhæver, at kommunen har "en sund økonomi, en fornuftig kassebeholdning og Nordjyllands laveste skat". Borgmesteren konstaterer samtidig, at "nogle har måttet ofre på alteret", for at budgettet er kommet til at hænge sammen. Han henviser især til ændringerne af den kommunale skolestruktur, som betyder, at Visborg Skole nedlægges og at Øster Hurup Skole lægges ind under Als Skole. Politikerne har altså indregnet de økonomiske gevinster af ændringen, selv om den formelt først skal vedtages, når byrådet vedtager budgettet 10. oktober. Det ser borgmesteren intet odiøst i. Han siger, at et enigt byråd klart har signaleret, hvad man vil på skoleområdet, men også, at høringsfasen kan føre til ændringer.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...