Buede Bürstner-vinduer

Det tyske mærke viser også ny model med lange senge

Tyskland 12. december 2004 05:00

Formerne ændrer sig i takt med modens luner. Det gælder ikke blot biler, køkkener og kvinder, men også campingvogne. Så også derfor præsenterer tyske Bürstner nu en række helt nye modeller, der har det til fælles, at de udvendigt har buede vinduer og glatte sider. De buede former fortsætter inde i vognen, hvor åbne reoler og buede skabslåger er standard. - Den rene bue i fronten er ikke alene et spørgsmål om design. Den løfter også den indvendige loftshøjde i forenden af vognen og giver mere skabsplads, siger Steen Rasmussen fra Caravan Ringen, der er den danske importør af det tyske mærke. En særlig buet detalje er skabssektionen over køkkenet, der i ægte bølgeform buer ind på midten, så der er mere plads i hovedhøjde til den, der arbejder ved køkkenbordet. Den nye modelserie omfatter ni modeller, hvor især to skiller sig ud. Det er model 460TL, der er en vogn med to enkeltsenge. Her er der indvendigt vundet godt 25 centimeter i længden, ved at forlænge sengene ud i gasskuffen. For dem, der ikke behøver at tænke på bilens hestekræfter og tilladte trækvægt er der en anden nyhed i størrelse XXL. Det drejer sig om model 550 TK, der er 2,5 meter bred og har plads til seks sovende. Med Flipper-serien, som de nydesignede vogne er blevet navngivet, trækker fabrikken tråde tilbage til 1970'erne, hvor Flipper-serien var en af Bürstners bedst sælgende serier.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...