Buen i rejsehøjde

Lokalpolitik 26. september 2002 08:00

HJØRRING: Hjørrings nye portal mod Hjørring centrum, boligbyggeriet Buen er foran tiden, beboerne kommer sandsynligvis til at flytte ind før tid. Håndværkerne har i hvert fald oplyst, at de er foran byggeplanen, der hedder indflytning først i det nye år. I går var man nået så langt, at der i overværelse af blandt andre socialminister Henriette Kjær (K), kunne holdes rejsegilde på det attraktive byggeri. Kun et problem melder sig, oplyste formanden for Boligselskabet af 1964, advokat Jørgen Østergaard: - Der er simpelthen ikke mulighed for at skaffe plads til de mange, der ønsker at flytte ind. Med til rejsegildet var repræsentanter håndværkere, entreprenører, rådgivere, byrådsmedlemmer, kommunale embedsmænd, kommende beboere og repræsentanter fra handicapforeninger. Alle kunne glæde sig over et kvalitetsbyggeri, der foruden 40 almennyttige boliger, indeholder fem helt specielt handicapvenligt indrettede boliger og 18 ældreboliger. - Jeg ville med glæde kunne have fortalt, at der er 64 boliger, når nu det er Boligselskabet af 1964, der står som bygherre. Med lidt god vilje, kan vi komme op på 64 boliger, idet en af lejlighederne kan deles i to, sagde Jørgen Østergaard, der takkede alle for en god indsats. Socialminister Henriette Kjær roste Hjørring, fordi man i den grad har taget hånd om at skaffe boliger til ældre og handicappede og det i byggerier, hvor de bor sammen med mennesker i alle aldre. - Jeg er sikker på, at blandede beboelser vil give et godt miljø for de mennesker, der skal bo her, sagde Henriette Kjær, og udtrykte håb om en god fremtid for de kommende beboere. Direktør Søren Pedersen, HP Gruppen, der er totalentreprenør, takkede alle for et godt samarbejde, og arkitekt Kjeld Bjerg, gjorde i sin tale opmærksom på, at den gode beliggenhed forpligter: - Derfor er der ikke gået på akkord, beboerne får trivsel - både ude og inde, sagde han. Også borgmester Bent brown (S), udtrykte glæde over det nye kvalitetsbyggeri så tæt på Hjørring centrum. Han rettede en tak til Boligselskabet af 1964 for et konstuktivt arbejde. Deltagerne i rejsegildet fik udleveret en pjece, hvori direktør Ole M. Jensen fortæller historien om kvarteret ved Buen, hvor hans far, fhv. borgmester Jørgen H. Jensen i 1962 opførte karroserifabrikken HMK, der senere flyttede til Mads Clausensvej.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...