Sport

Bueskytte får første danske OL-billet

Den tidligere verdensmester Maja Jager er nu officielt klar til OL, oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Maja Jager blev tirsdag udtaget til OL i Tokyo.

Maja Jager blev tirsdag udtaget til OL i Tokyo.

KØBENHAVN:290 dage før OL-åbningen i Tokyo har Danmarks Idrætsforbund (DIF) formelt sat navn på den første danske deltager.

Det drejer sig om den tidligere verdensmester i bueskydning Maja Jager, som dermed er sikker på at komme med til OL, oplyser DIF i en pressemeddelelse.

- Udtagelsen af den første atlet er en milepæl, som gør det tydeligt for alle, at OL i Tokyo nærmer sig.

- Jeg er glad for at kunne byde Maja velkommen på et forhåbentligt stærkt dansk hold, siger DIF's OL chef de mission, Søren Simonsen.

Maja Jager var med ved OL i London i 2012, men kiksede kvalifikationen til legene i Rio de Janeiro fire år senere.

- Det var en kæmpe skuffelse for mig, at jeg ikke kom med til OL i Rio. Men bueskydning er en brutal sport, hvor små omstændigheder kan gøre en kæmpe forskel, siger Maja Jager.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til OL i Tokyo. Jeg husker tydeligt den fantastiske stemning, der var på tribunerne i London, og det kommer til at gentage sig i Tokyo, for her er bueskydning en rigtig stor sportsgren, lyder det fra den 27-årige bueskytte.

Mens Maja Jager er den første, der formelt har fået en OL-billet, kan andre danske idrætsudøvere også godt reservere OL-perioden allerede nu.

Det gælder eksempelvis bordtennisspilleren Jonathan Groth, der sikrede sig en personlig OL-plads, da han vandt sølv ved European Games i juni.

Han mangler fortsat at blive officielt udtaget af DIF, men reelt vil kun en skade kunne forhindre, at han er med på flyet til Japan.

OL i Tokyo bliver åbnet 24. juli næste år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst