Bueskytte vil starte klub i Thy

Buen spændes og pilen skydes af sted. Jørgen Ellehauge har lavet sine egne transportable skiver, som han kan rykke rundt med efter vind og vejr. Foto: Klaus Madsen.
Natur 15. januar 2007 05:00

Der bor vel en Robin Hood i os alle, mener Jørgen Ellehauge, der vil starte klub THY: -Er der nogen, der vil være med til at starte en bueskytteklub i Thy? Det spørger Jørgen Ellehauge om. Han har selv skudt en del med bue og pil i et skyttelav i Viborg, men efter at han og hustruen Karen nu er flyttet permanent til Thy, savner han nogen at dele interessen med. For selv om bueskydning i den forstand er én-mandssport modsat holdsport, så er det nu en gang sjovere at have nogen man kan dele interessen med og sammen tage ud til konkurrencer og stævner. - Målet med klubben er, at være sammen om en fælles interesse og hjælpe og inspirere hinanden - også til at blive bedre, siger Jørgen Ellehauge, der er tidligere gymnasielærer fra Viborg, hvor han underviste i idræt og fransk. For en halv snes år siden købte parret hus i Vangså,og efterhånden blev mere og mere af fritiden brugt i Thy, og nu har de taget skridtet fuldt ud og bosat sig permanent midt i det dejlige fredede område, der byder på masser af udendørsoplevelser. Indre Robin Hood Jørgen Ellehauge har et par gange været gæstelærer på Sjørringvold Efterskole, hvor han sammen med eleverne har tilbragt dage i skoven. Han har også haft en ”stand” på ”Skovens Dag” i Thy Statsskovdistrikt, og her oplevet stor interesse fra både børn og forældre for at prøve bue og pil. - Der bor vel en indre Robin Hood i os alle, medgiver Jørgen Ellehauge, der først selv begyndte at skyde med bue og pil efter, at han var fyldt 40. - Bueskydning gør voksne til børn - og børn til voksne, lyder det smilende fra Jørgen Ellehauge med tanke på, at børn med bue og pil, som det skydevåben det er, lærer at tage ansvar for, hvad de foretager sig i forhold til omgivelserne. Klubben han ønsker at starte skal være for både børn og voksne, men det er et stort arbejde at starte og organisere en klub, og derfor håber han på fem-seks interesserede voksne, der vil hjælpe ham med at få klubben i gang. Han har sikret sig, at der er mulighed for at få vejledning og konsulentbistand til opstart gennem Dansk Bueskytteforbund, ligesom der, når klubben er etableret, er mulighed for at gennemgå træneruddannelse for de, der er interesserede. - Der vil altid skulle være en ansvarlig voksen til stede, så derfor er det nødvendigt med faste træningstider og en der har nøglen til våbene, siger Jørgen Ellehauge. Her i Danmark er to måder, der mest skydes med bue og pil på. Det ene er instinktiv skydning som foregår uden sigte, hvilket er den reneste form for bueskydning og den som Jørgen Ellehauge personligt synes er sjovest. Det bruges bl.a. i jagtskydningskonkurrencer, hvor 10 skiver med dyrebilleder stilles op og skal illudere en slags jagtsti. Det foregår som oftest i skovområder efter tilladelse fra skoven. Den anden slags bueskydning, er skiveskydning med sigteanordning på buen, og det er den slags bueskydning, man hører mest om, fortæller Jørgen Ellehauge. Olympisk disciplin Skydning med bue og pil er ikke en idrætsdisciplin, der giver sved på panden, men det er en sport, der kræver stor koncentration. I følge Jørgen Ellehauge er Thy det eneste område på Danmarkskort, der ikke har en bueskytteklub. Nærmeste klubber ligger i Viborg, Ålborg og Holstebro. Fordelen ved at have en klub, er bl.a. at kunne deltage i stævner og konkurrencer, og det er Jørgen Ellehauges erfaring, at der skal være lidt sjov og leg for på længere sigt at holde børns interesse. Selv har han megen fornøjelse af sporten, som herhjemme dyrkes både på breddeniveau og eliteplan og desuden er en olympisk disciplin med en særlig bue kalder recurvebuen. Der holdes VM, EM og DM med alle former for bue, så der er mulighed for at virkelig at nå langt, for de der har lyst og talent. Det er en forholdsvis billig sport at dyrke og Jørgen Ellehauge forestiller sig, at klubben anskaffer sig et antal bue og pile, så nybegyndere kan låne sig frem, inden de beslutter sig for, om det er en sportsgren for dem. Da vejret i Danmark ikke altid er til udendørsskydning, er der behov for adgang til indendørs faciliteter. Her vil sportshal eller gymnastiksal på en skole være ideelt. - Mon ikke der skulle være plads et eller andet sted her i Thy, siger Jørgen Ellehauge, der håber at kunne komme i gang med klubben i løbet af foråret. - Men det kræver jeg får lidt hjælp, siger Jørgen Ellehauge, som gerne hører fra interesserede. Af Ulla Scharff Christiansen ulla.scharff@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...