Bukkejagten skudt ind

Jægere præsenterede årets første bytte

FREDERIKSHAVN:Jægerne var oppe før Fanden fik sko på i går. For i går gik bukkejagten ind. Da solen steg op, stod camouflageklædte jægere i skjul bag træer og i læhegn og ventede. Mindst seks af Frederikshavn Jagtforenings medlemmer havde heldet med sig og fik nedlagt en råbuk på den første jagtdag. I løbet af formiddagen troppede omkring 40 jægere op på Knivholt til morgenkaffe og fremvisning af det nedlagte bytte. Morgensamlingen på Knivholt er blevet en tradition. Højdepunktet er overrækkelsen af pokalen for årets flotteste buk. I år gik trofæet til Bjarne Dunk fra Frederikshavn. Han nedlagde en statelig buk på cirka fem år i en bevoksning lidt øst for Vangen. Trøstpræmien, som uddeles efter mere løse kriterier, gik for fjerde gang til Ove Banch Sørensen, Frederikshavn for en buk med helt nyfejet, lyserødt gevir. Den blev nedlagt i Sæbygård Mose ved renseanlægget syd for Sæby. Der er masser af råvildt at skyde på i det meste af landet og ikke mindst i Vendsyssel. Bedre levevilkår Sidste år blev der nedlagt 110.000 rådyr, heraf 30.000 under forsommerens bukkejagt. Hunner og ungdyr må først skydes om efteråret. - Bestandens vækst hænger sammen med, at rådyrene er rykket fra skovene og ud på markerne, siger Bjarne Dunk. En anden af jægerne, Flemming Thomsen, Rydal, mener ændringen hænger sammen med, at landmændene planter flere læbælter. - Mange steder er der plantet bælter med fem-seks rækker træer. Der kan rådyrene lide at være. Men samtidig er skovenes bestand af rådyr intakt. - De stærkeste dyr bliver i skovene. Det er kun de svage individer, der trækker ud på markerne, siger Bjarne Dunk. Men den store bestand er ikke kun plus. Mange dør på vejene På minussiden tæller, at tusindvis af rådyr bliver påkørt på vejene. Alene på de nordjyske veje blev der på et døgn fra fredag til lørdag påkørt 15 rådyr. Og det var inden bukkejagten blev indledt. Et anden konsekvens af, at bestanden er så stor, er, at smitsomme sygdomme spredes hurtigt. På Fyn har et mideangreb på kort tid reduceret bestanden med op mod 70 procent, fortæller Bjarne Dunk. - Og det er kun et spørgsmål om tid, før sygdommen spredes til resten af landet, bemærker Flemming Thomsen.