Bump bliver der i hvert fald ikke flere af

} TRAFIK: Skolebestyrelsen på Rosendalskolen er bekymret for eleverne, når de færdes på en del af Døstrupvej. Derfor vil den gerne have endnu et bump på vejen, som i forvejen har fem meget skrappe chikaner omkring skolen. Den sjette fartdæmper bør ligge mellem Hybenvej og Gyvelvej, for på den strækning er bilernes tempo rigeligt højt. Farten skaber utryghed for blandt andre børn, der går fra skolen til fritidsklubben Vildrosen længere ude ad Døstrupvej. Men teknisk udvalg melder klart ud. Ikke flere bump på Døstrupvej, men politikerne vil gerne overveje andre muligheder for at skabe mere trafiksikkerhed. F.eks. kan krydset ved Tobberupvej gøres smallere, så farten falder, nævner udvalgets formand Preben Christensen (S). Teknisk forvaltning vil i forsommeren lave hastighedsmåling på Døstrupvej for at belyse problemets omfang.