EMNER

Bunden er nået

FLOVT:Jeg er efterhånden så flov over mit medlemskab af GVD-antenneforening, at jeg kun nødtvungent nævner medlemskabet uden for eget hjem. Bestyrelsen i GVD er nærmest at sammenligne med foreningens kabler: gammeldags og uduelige. Kablerne burde for længst være skænket til teknisk museum, og bestyrelsen burde optræde som gratis kustoder samme sted. GVD-net er nede konstant, og programfladen omhandler stort set ligegyldige tyske kanaler, som kun et fåtal vil se. Tænk engang - nu fører denne uduelige bestyrelse sig frem som ledere af nærmest den største antenneforening i landet. Samtidig foreslår de i deres visdom at fjerne 24NORDJYSKE fra kanaludbuddet. En af de kanaler, der giver mening. Det er forrykt! Sandheden er, at GVD er en mindre antenneforening, der ikke på nogen måde er fulgt med tiden. Organisatorisk såvel som teknisk. Bunden er nået. Det er flovt.