Bundesligaen i håndbold vil åbne gradvist op for publikum

Bundesligaen i håndbold har plan om at udnytte 25 procent af tilskuerkapaciteten, når den nye sæson begynder.

THW Kiel med Niklas Landin blev kåret som tysk mester, da coronakrisen førte til aflysning af resten af sæsonen.

THW Kiel med Niklas Landin blev kåret som tysk mester, da coronakrisen førte til aflysning af resten af sæsonen.

BERLIN:Bundesligaen i håndbold gør sig forhåbninger om at lukke tilskuere ind i arenaerne, så snart den nye sæson begynder. Men det bliver langtfra for fuld kapacitet i ligaen, hvor der normalt spilles foran stopfyldte haller.

Ligaen opererer med en trinvis plan. Og i den første fase anser ligaens (HBL) administrerende direktør, Frank Bohmann, det som tænkeligt, at tribunernes belægning bliver på 25 procent for at mindske risikoen for coronasmitte.

- Derefter skal det øges gradvist, siger Frank Bohmann til Kieler Nachrichten ifølge nyhedsbureauet dpa.

Han fortæller endvidere, at 4. september er en mulig startdato for næste sæson. Men det kan også blive i begyndelsen af oktober. Klubberne vil snart blive præsenteret for planen. Og HBL vil så tage stilling til starten om cirka to uger, lyder det.

Bohmann tør dog ikke udelukke, at starten må skubbes helt til januar 2021, da han ser det som ekstremt problematisk, hvis der skal spilles håndbold uden tilskuere i arenaerne.

- Med spøgelseskampe ("geisterspiel" er et tysk udtryk for kampe uden tilskuere, red.) vil klubberne skulle reducere omkostningerne markant, og de fleste af omkostningerne er ikke omsættelige. Det er et dilemma, siger Frank Bohmann.

Allerede i april blev 2019/20-sæsonen afblæst. Og førerholdet, THW Kiel, blev kåret som mester.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.