Bundhold gav Fox Team Nord slem bet

Føring på fire mål smuldrede, da hjemmeholdet lavede syv mål på stribe

Håndbold 14. januar 2003 07:00

TVIS/HOLSTEBRO FOX TEAM NORD 25-23 HÅNDBOLDLIGAEN, KVINDER HOLSTEBRO: Det vestjyske bundhold havde - efter ni nederlag på stribe - fået ny luft via en sejr over kriseramte Odense for en uge siden, og de havde den rette gejst med på banen til at sikre sig sejr nummer to på stribe. At det kom til at gå ud over Fox Team Nord var en slem streg i regningen for vendelboerne, som dermed indkasserede det femte nederlag i træk. Fox-holdet kom ellers godt fra start, anført af Ingrid Hrckova, og tog teten. Føringen var flere gange på tre mål, og nåede også op på fire, 11-7, men så scorede hjemmeholdet kampens syv følgende mål - heraf de fem første i anden halvleg. - Vi får Hrckova udvist, og de scorer to mål, og den start på anden halvleg var ikke heldig, sagde Fox-træner Heine Eriksen. Det gav Fox hårde odds hele tiden at skulle halte bagefter, og man nåede da også kun på lige en enkelt gang, 17-17. Så blev man atter skudt tre mål bagud, da endnu en udvisning ramte holdet, og selv om vendelboerne kom igen og fik skabt spænding med reduceringer til 23-22 og 24-23, så missede ellers sikre Heidi Johansen fra stregen, da udligningen til 24-24 skulle sættes ind. 15 sekunder før tid slog Kristina Black så hjemmeholdets sejr fast. Det kneb for gæsterne at lukke Tvis/Holstebros forsvar op med skud fra distancen, og til sidst blev der også lukket af for de nordjyske indspilninger til stregen, og så magtede Fox-holdet ikke at komme ovenpå igen. - Jeg synes nok, marginalerne i høj grad var imod os. Det var udpræget stolpe ud for os, stolpe ind for dem, mente Heine Eriksen, som i øvrigt havde stor ros til overs for dommerne Frank Bjerregaard og Hans Henrik Staal. Kampen var præget af dens store betydning, og især før pausen blev der fra begge holds side lavet mange tekniske fejl. Niveauet blev bedre i anden halvleg, og så gjorde spændingen naturligvis også sit i Idrætscenter Vest i Holstebro, hvor det vestjyske publikum nu vejrer morgenluft på deres holds vegne. Holdet passerede såvel Skovbakken/Brabrand som Odense, og lagde sig på pladsen lige efter Fox Team Nord - der med otte point dog fortsat har fem point til de to nedrykningspladser, men ikke kom væk fra den placering, der i sidste ende er ensbetydende med kvalifikationskampe for at blive hængende i HåndboldLigaen. Kampfakta: Pausestilling:9-11 Stillinger undervejs:3-5, 6-9, 7-11, 14-11, 14-13, 17-17, 20-17, 20-19, 22-19, 23-22, 24-23. Mål for Tvis/Holstebro:Sang-Eun Lee 6, Heidi Brander 5, Kristina Black 4, Hrafnhildur Skuladottir 3, Mette Rønberg 3, Mie Sejer Hansen 3 (3), Tina Møller 1. Mål for FOX Team Nord:Ingrid Hrckova 6, Heidi Johansen 4, Helle Dam Nielsen 3 (2), Line Kiærskou 3 (3), Karina Larsen 2, Line Eftang 2, Gitte Aaen 2, Therese Henden 1. Udvisninger: Tvis/Holstebro en, Fox Team Nord to. Dommere:Frank Bjerregaard og Hans Henrik Staal. Tilskuere:625

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...