Bundklubben Hobro præsenterer rekordoverskud

Hobro IK tjente 2,2 millioner kroner før skat i 2017/18. Det er klubbens bedste regnskabsresultat.

Det går bedre for Hobro i regnskaberne end i Superligaen. Holdet ligger aktuelt sidst. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det går bedre for Hobro i regnskaberne end i Superligaen. Holdet ligger aktuelt sidst. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Superligaklubben Hobro IK præsenterede onsdag klubbens største overskud nogensinde.

I regnskabsåret 2017/18, der ligesom superligasæsonen kører fra sommer til sommer, kom klubben ud med et nettooverskud på 2,2 millioner kroner.

Klubben omsatte for 32,6 millioner kroner, hvilket også er ny rekord. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Efter at skatten er trukket fra, var der 1,7 millioner kroner tilbage på bundlinjen.

Bestyrelsesformand Lars Kühnel kalder regnskabet for "enormt positivt" og hæfter sig ved, at det kommer på trods af øgede personelle udgifter til en fuldtidsansat sportschef og en fysioterapeut.

Klubben har en ambition om, at budgettet skal vokse yderligere de kommende år.

- Vi har i øjeblikket omkring det 17.-18. største spillerbudget i Danmark, og vi har et langsigtet mål om at flytte det op til det tiendestørste, da det er en forudsætning for, at vi over tid kan fastholde vores status som superligaklub.

- Det er uden tvivl et ambitiøst mål, da vi så skal konkurrere med klubber, der har hjemme i langt større byer end Hobro, men det er nødvendigt, siger Lars Kühnel.

I 2017/18-sæsonen sluttede Hobro på syvendepladsen i Superligaens grundspil og vandt efterfølgende sin nedrykningsgruppe.

Aktuelt ligger klubben sidst i Superligaen efter ti spillerunder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.