Bundrekord med klar sejr

Fæle kiksere i angrebet

HS Nord - Brabrand 25-16 (11-9) Håndbold, 1. division vest, kvinder AALBORG: En sejr med ni overskydende mål vækker normalt tilfredshed, men i går var det svært kalde smilet frem hos HS Nords cheftræner Kenneth Jensen. Topholdets 13. storsejr på stribe blev skæmmet af sæsonens hidtil laveste antal scoringer, og det lignede på forhånd betydeligt mere komfortable sejrscifre mod rækkens nummer tredjesidst - ikke mindst set i lyset af, at nordjyderne i efteråret vandt med 22 mål i Brabrand, der tillige for to uger siden tabte med 14 mål hjemme til HS Nords oprykningsrival Team Esbjerg. - Vi leverede sæsonens svageste angrebsspil med et væld af tekniske fejl og afbrændere. Det positive ved kampen var, at forsvaret fungerede solidt, efter at vi bagud 4-5 havde opgivet den offensive åbningsformation og var gået tilbage i den vante 6-0'er, konstaterede Kenneth Jensen. - Det ligger i baghovedet, at oprykningen efter al sandsynlighed først afgøres i marts i udekampen mod Team Esbjerg, men målscoren kan få altafgørende betydning, og med en lidt mere professionel indsats havde vi besejret Brabrand dobbelt så stort - endda uden at spille fantastisk. HS Nords målforskel er nu 58 mål bedre end Team Esbjergs, men Kenneth Jensen forventer, at vestjyderne haler en del ind i dagens udekamp mod Mønsted/Sparkær, så HS Nord-spillerne får ordre om at skærpe koncentrationen i de kommende opgaver mod VRI, Hornbæk, Vidar, Hadsten og Silkeborg KFUM. I modsat fald risikerer holdet at forpurre det plus i målscoren, der i tilfælde af nederlag i Esbjerg 15. marts kan afgøre den direkte oprykning.abel Kampfakta: Stillinger undervejs: 4-3, 4-7, 6-8, 10-8, 11-9, 14-9, 14-11, 22-14. Mål for HS Nord: Rikke Nielsen 7, Louise Mortensen 7 (1), Maren Villabø 3, Anniken Solberg 3, Trine Overgaard 2, Charlotte Stausholm 1, Mathilde Sørensen 1, Christina Haugaard 1. Mål for Brabrand: Line Flensborg 7, Mathilde Nielsen 3, Stine W. Petersen 2, Kaja Møller 2, Stine Qwist 1, Gunnleyg Berg 1. Udvisninger: HS Nord 1, Brabrand 1. Dommere: Jørgen Svane Sørensen og Ole Futtrup. Tilskuere: 100.