Bundrekord

BOGANMELDELSE:Da jeg debuterede som forfatter i 1972, gik jeg selvfølgelig rundt med sommerfugle i maven og svirrende tanker i øverste etage. Kunne vingerne bære? Bleg som et lig sad jeg og sukkede over aviserne på Guldbergsgade Bibliotek på Nørrebro i København. Pludselig stod den der, den første anmeldelse. Poul Borum, Ekstra Bladet! Jeg kunne dårligt nok få vejret af bare spænding, men efter læsningen kunne jeg slet ikke få det. Poul Borum fortalte nemlig Ekstra Bladets læsere, at den debuterende forfatters lille bog var uden skygge af talent. Min verden sank i grus. Som en skygge sneg jeg mig hjem og murede mig inde. Men næsten lige meget, hvad der sker, går livet og verden videre. Og der gik da heller ikke lang tid, før den unge, talentløse digter fattede nyt håb. Der kom positive udmeldinger fra kapaciteter som Torben Brostrøm (Information), Sven Bedsted (Jyllands-Posten) og Kristen Bjørnkjær (Aktuelt), og sandelig om der ikke også kom cool cash fra Statens Kunstfond. Det var lige før, jeg fik vinger på ryggen. Et par år senere udkom bog nummer to. Og nu skrev Poul Borum noget, der fik mig til at slå en latter i vejret: "Endnu en udgivelse af denne talentfulde forfatter..." Siden da har jeg med rank ryg taget det sure med det søde og stolet på min egen fornemmelse for kvalitet. Som regel falder den da også i tråd med de litterære konsulenters, og er der problemer snakker vi os til rette. Desuden har livet lært mig, at forfatterrollen ikke må tage overhånd og blive det vigtigste i tilværelsen. Og stikker man næsen frem, må man også være parat til at modtage et rap over den. Igennem år og dag har jeg fået mange virkelig gode anmeldelser, men også en del mærkværdige og afstumpede. Det må være, som det er. Jeg bruger som regel ikke kræfter på det negative. Men anmeldelsen af min nye bog "Svinets blik: lynhistorier" her i NORDJYSKE (23.1.) bliver jeg altså nødt til at protestere imod. Den er nemlig én rasende og aggressiv nedslagtning og sætter bundrekord i indføling og formidling. Jeg kan simpelt hen ikke kende min bog igen. At den er negativ. At jeg er bedrevidende. At klicheerne står i kø. Faktisk tænkte jeg under læsningen på, om anmelderen mon er rigtig klog? Vel er en del af bogens historier skarpe, men der er overalt en humoristisk tone blandet ind. Og bedrevidenhed er netop noget, der får kniven i min bog. F.eks. i en parodi på Piet Heins "Du skal plante et træ", der bliver til "Du skal plante et knæ i skridtet på digteren, før han fortæller dig, at du skal plante et træ" og slutter med "for du ved bedst" - altså stol ikke på digteren! Hvad angår klicheerne, har jeg altid haft et godt øje til faste ord og vendinger og stor fornøjelse af at vride dem. Men NORDJYSKEs anmelder har så travlt med at puste sig op og styrke sit eget selvværd, at han ikke læser noget som helst rigtigt. At der er historier om lokale forhold i bogen, lige fra en morsom om den såkaldte frederikshavnerrødspætte til en stemningsrapport fra Strandby, falder det ham heller ikke ind at nævne. For hvem kunne have glæde af det? En af mine kolleger smurte engang smør på en meget negativ anmeldelse og slugte den, så den hurtigst muligt kunne blive omdannet til det, den var... Så alvorligt synes jeg nu ikke, man skal tage det. Min mave er desuden lidt sart. Hvem ved, om der er mavesyre nok.