Redningsvæsen

Bunker af brandvarme computere

Efter halvandet døgns kamp mod flammerne var der tirsdag eftermiddag stadig gang i branden på genvindingspladsen ved Vive

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tina Bech har frit udsyn til den store røgsøjle fra sit hus.

VIVE:En kæmpemæssig maskine stikker sin sodede klo ned i dyngen af rødglødende skrot og løfter en håndfuld op. Langsomt svinger den til den ene side og smider bunken for fødderne af brandmand Erling Otte. Bevæbnet med sin brandslange går han i krig. Snart har han fået kølet skrotbunken så meget ned, at det kun ryger sparsomt fra de ødelagte computere, radioer og hvad bunken ellers gemmer på af elektronisk affald. Vi er på H.J. Hansens genvindingsplads ved Vive. Her har brandfolk i samarbejde med pladsens medarbejdere arbejdet i halvandet døgn for at slukke den brand, som opstod omkring klokken fire natten til mandag. - Vi havde håbet, at vi ville blive færdige, inden det blev mørkt. Men jeg begynder at tvivle på det. Det kan godt ske, at vi skal blive ved til hen imod midnat, siger indsatsleder Arne Christensen. Deler skrottet op Ved siden af indsatslederen kommer en stor gummiged kørende. Fra dens skovl løber en smule af de fem kubikmeter vand, den netop har hentet i Mariager Fjord. Gummigeden løfter sin skovl op i luften og smider den store mængde vand oven på en bunke rygende skrot. Så snubber den en ordentlig dynge af det nu nedkølede skrot og kører væk med det. Det skal slukkes færdigt et andet sted, så man holder det nedkølede og det brændende skrot adskilt. Det var faktisk først i løbet af tirsdag brandfolkene begyndte aktivt at slukke ilden. - Dyngerne var så store, at vi mente, det var nemmere at lade det brænde ud, forklarer Arne Christensen. Brandfolkene sørgede i stedet for at sikre at ilden ikke spredte sig. Deres arbejde blev gjort meget vanskeligt, fordi vinden sendte røgen hen imod dem. Men i går morges var vinden vendt, og man besluttede at begynde at slukke ilden. I den anden ende af pladsen står de tre brandmænd Thomas Jacobsen, Lars Pedersen og Rune Kruse. Da gummigeden ankommer med flere varme computere og fjernsyn, vender de tre mænd deres vandstråler imod gummigeden og begynder at spule. De har været i gang siden klokken seks i morges. Selvom det er ved at være middagstid, arbejder de ufortrødent videre. Det på trods af, at de dagen før kæmpede i 13 timer med flammerne. - I går var det meget værre. På et tidspunkt vendte vinden, og så måtte vi have røgdykkerudstyr på. Det er jo giftigt, forklarer Thomas Jacobsen, der i sine fire år som brandmand sjældent har oplevet noget lignende. Hans kollega Lars Pedersen deltog også i de 13 timers kamp med flammerne dagen før - Det var hårdt. Til sidst var man meget træt, fortæller han. Kan brænde i dagevis Ved siden af de tre brandmænd dykker en klo ned i den nedkølede skrotbunke og trækker en stor sort klump op. - Det er metal, der er smeltet sammen, siger Thomas Jacobsen. Han forklarer, at sådan en klump kan brænde i flere dage. Den kan de ikke slukke. Så den varme klump skal væk fra bunken, inden den antænder mere skrot. Mens de tre brandmænd har ganske godt styr på deres skrotbunke, er der mere gang i den på arnestedet. Her står der stadig en fed sort sky af røg op. Naboer tager det roligt Vinden er ved at vende og røgskyen nærmer sig langsomt Jens Høsts hus. Han har det sidste halvandet døgn været nabo til ildebranden. - Det var først for lidt siden, da vinden vendte herop, jeg kunne mærke det. Ellers har røgen gået ned langs fjorden, siger Jens Høst. Røgen trækker langsomt op over den lille klynge af huse, hvor han bor. Med sig har den en kvalm lugt af brændt plastik. Nogle få hundrede meter fra Jens Høst bor Tina Bech. Hun har ikke mærket det store til branden. - Røgen har lige sneget sig uden om os, så vi har ikke rigtigt mærket så meget til det. Men vi har da haft vinduerne lukket på grund af lugten, forklarer Tina Bech. I tre år har hun været nabo til skrotpladsen, og det er langt fra første gang, hun har oplevet ildebrand på pladsen. - Men det her er klart den største, siger hun.