Overenskomster

BUPL-formand får fratrædelsesgodtgørelse

KØBENHAVN:Når BUPL-formand Annette Trads Hansen forlader sin post ved en ekstraordinær kongres i forbundet 11. marts, får hun en fratrædelsesgodtgørelse med sig. Ifølge BUPL's egen opgørelse havde Annette Trads Hansen ved udgangen af 2003 i alt 334.475 kroner i fratrædelsesgodtgørelse, og hun sagde mandag, at hun vil tage godtgørelsen med sig. Det er en fratrædelsesgodtgørelse, der er optjent helt efter BUPL's egne regler. Siden 1994 har Annette Trads Hansen været medlem af BUPL's forretningsudvalg. Magtkamp og fløjkrig i Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) er den reelle årsag til, at forbundets nærmest nyvalgte formand mandag trak sig fra formandsposten i det uroplagede fagforbund. - Det her har udviklet sig til en magtkamp mellem mig og Allan Baumann. Han foreslog tilbage på hovedbestyrelsesmødet, at jeg skulle gå af alene. Det ligner nærmest et politisk kup, og der går min grænse. Nu kommer personlige interesser og interne magtkampe til at gå forud for medlemmernes interesser, siger Annette Trads Hansen. Hun mener, at Allan Baumann - der også sidder i forretningsudvalget og var hendes modkandidat ved BUPL's seneste formandsvalg i december - bruger sagen som løftestang for sit eget kandidatur. På BUPL's hjemmeside har Annette Trads Hansen skrevet et debatindlæg, hvor hun ikke lægger fingrene imellem. - Jeg er ganske enkelt blevet mobbet ud, skriver hun og betegner tonen i forbundets forretningsudvalg som "rå" og "lydhørheden fraværende". Annette Trads Hansen understreger, at det er med "vemod og tårer", at hun har truffet sin beslutning, men hun vil ikke stå i vejen for den nødvendige udskiftning, så BUPL igen kan blive et forbund, der kan kæmpe for alle medlemmers interesser i stedet for at være et talerør for særinteresser. - Vi kommer ikke videre, hvis den ekstraordinære kongres ikke sørger for at vælge nogle andre end de, der i øjeblikket har glemt formålet med BUPL og ønsker splid og kamp, skriver Annette Trads Hansen. BUPL's hovedbestyrelse besluttede den 28. januar, at de syv medlemmer af forretningsudvalget skal stille deres mandater til rådighed på den ekstraordinære kongres den 11. marts, fordi de havde godkendt, at tre af forbundets chefer sidste år fik gyldne håndtryk for tilsammen 4,4 millioner kroner. Men forud for den beslutning havde Allan Baumann angiveligt stillet forslag om, at Annette Trads Hansen som formand skulle bære ansvaret alene. - Nogle mente, at jeg som formand havde et særligt ansvar. Men det er jeg ikke enig i. Vi har alle syv skrevet under på de godtgørelser, siger hun nu. Allan Baumann og et par flere har allerede meddelt, at de genopstiller til forretningsudvalget ved forbundets ekstraordinære kongres. Hvis alle syv var gået, kunne det have kostet pædagogernes forbund i alt 1,8 mio. kr. /ritzau/