EMNER

BUPL frygter nye sparekrav

Forvaltning foreslår bl.a., at der spares 12 mio. kr. på DUS-området. Det ryster BUPL Nordjylland.

Politikerne er endnu ikke begyndt at forhandle om næste års budget, men allerede nu er BUPL Nordjylland oppe på barrikaderne, fordi forvaltningen via Hoved-fælles-udvalget i kommunen har fremlagt et forslag for budget 2009, der kommer til at ramme børne- og ungeinstitutioner hårdt. Det er bl.a. udmøntningen af den såkaldte omstillingspulje, hvor kommunen i alt skal spare 133 mio.kr., der skærer store lunser i budgetterne. På skole- og kulturforvaltningens område skal der ifølge forvaltningens forslag findes besparelser på 36 mio. kr., og forvaltningen foreslår, at 12 millioner spares på DUS-ordningerne. - Det bliver jeg vred over, det er som om, at skole- og kulturforvaltningen bruger DUS-ordningerne som en sparegris, hvor der er penge, hvis de ikke kan finde dem andre steder, siger faglig sekretær i BUPL Nordjylland, Liselotte Thomsen. Hun peger på, at DUS-ordningerne udgør cirka 15 procent af skoleforvaltningens budget, men alligevel skal DUS-ordningerne holde for med 33 procent af besparelsen. Det er fuldstændig uacceptabelt, mener hun. Forargelsen bliver ikke mindre af, at forvaltningen ifølge Liselotte Thomsen foreslår, at størstedelen af besparelsen skal findes ved normeringsforringelser for de børn, der har brug for støtte nemlig børn med særlige behov og tokulturelle børn. - Det er sådan, at de vil gå ind og spare penge på de børn, der har allermest behov for støtte. På familie- og beskæftigelsesforvaltningen skal der findes besparelser for 30 mio. kr. Forvaltningen foreslår, at der spares otte mio.kr på kommunens daginstitutioner og fritidscentre, ligesom man lægger op til at spare cirka fem mio. kr. ved omlægning/nedlæggelse på fritidscenterområdet. Især ordet nedlæggelse sætter BUPL i alarmberedskab. - Det hænger slet ikke sammen. Aalborg Kommune er en af de kommuner med de færreste problemer med unge. Det skyldes bl.a. det arbejde, som pædagogerne udfører på kommunens fritidscentre.