BUPL har trukket støtte til "Birgits Børn": - Vi kan ikke forsvare den måde, forældrene arbejder på

Pædagoger kan ikke stå inde for gruppens arbejdsmetode

Hans Christensen
Det er bl.a. forældre til børn i Børnehuset Sættravej i Sæby, der står bag Facebookgruppen ”Borgergruppen Birgits Børn”. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Kommunalpolitik 22. august 2018 15:40 - Opdateret 22. august 2018 16:12

FREDERIKSHAVN: Pædagogernes fagforbund, BUPL, har trukket sin støtte til Facebooksiden "Borgergruppen Birgits Børn", der er startet af en gruppe forældre, som er utilfredse med Frederikshavn Kommunes serviceniveau på børneområdet.

Ifølge Kristian Tornby, faglig sekretær i BUPL Nordjylland, sker det, fordi BUPL ikke længere kan forsvare den måde, forældrene bag "Birgits Børn" arbejder på.

Borgergruppen viderebringer udtalelser fra frustrerede pædagoger og forældre, der optræder anonymt.

- Vi talte sammen inden sommerferien, og det vi ser nu, harmonerer ikke rigtig med, hvad vi aftalte dengang. Det er kørt ud ad et andet spor, og vi har svært ved at se, hvordan vi fremadrettet kan have fælles fodslag. Derfor har vi trukket vores støtte, siger Kristian Tornby.

Afviser klemme på BUPL

Han synes, det er ærgerligt, for BUPL og forældrene har mange fælles interesser, og forældrene har en stærk stemme over for politikerne.

- Vi har længe været fortalere for minimumsnormeringer i daginstitutionerne, og i BUPL bibeholder vi vores måde at arbejde med tingene på, siger Kristian Tornby.

Han afviser, at Frederikshavn Kommune skulle have en klemme på BUPL, og at fagforbundet skulle ligge under for arbejdsgiverens pres.

- Selvfølgelig ikke. Kommunen har ikke lovet os noget, men jeg ved reelt ikke, om de udsagn, der kan læses på borgergruppens side, kommer fra mine medlemmer. Vi har lavet vores egen vilkårsundersøgelse, og dér har jeg føling med, hvad pædagogerne tænker. Det har jeg ikke på borgergruppens side. I BUPL fortsætter vi arbejdet, men vi gør det på vores måde, siger Kristian Tornby.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...