Bupl roser specialemulighed på ny pædagoguddannelse

Forligspartierne har fat i den lange ende, når de indfører tre specialspor til pædagogstuderende, siger Bupl.

26. september 2013 14:20 - Opdateret 26. september 2013 14:22

Bupl roser specialemulighed på ny pædagoguddannelse

Der er flere elementer i aftalen om en ny pædagoguddannelse, der springer i øjnene hos Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Bupl. Men det er især muligheden for at vælge mellem tre specialespor, der får armene i vejret hos foreningen.

- Det mest positive er, at der nu bliver specialiseringsmuligheder. Det har været vores ønske længe.

- Og så at den specialpædagogiske optik knyttes til alle tre specialiseringer. Fordi det mener vi helt klart, at der er behov for, siger Allan Baumann, der er medlem af forretningsudvalget hos Bupl.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) kunne torsdag fremlægge en bred aftale mellem samtlige partier i Folketinget om at reformere pædagoguddannelsen, så der fremover er ét fælles grundforløb, hvorefter de studerende kan vælge mellem tre linjer.

Linjerne fokuserer på henholdsvis dagtilbudspædagogik målrettet nyfødte til femårige, skole- og fritidspædagogik til 6-18-årige samt social- og specialpædagogik målrettet målgrupper, der er særligt social udsat.

Der skal ifølge aftalen afsættes cirka ét år til det fælles grundforløb, hvilket betyder, at specialiseringen udgør hovedparten af den tre og et halvt år lange pædagoguddannelse.

Og her havde man i Bupl gerne set, at forligspartierne havde holdt lidt i tøjlerne.

- Vi har været lidt kritiske i forhold til længden af specialiseringen. Nu bliver det så lidt mindre, end det oprindeligt var planlagt, så det trækker i den rigtige retning.

- Men vi er stadigvæk lidt bekymret for, om det fylder for meget i forhold til grundfagligheden, siger Allan Baumann.

Ifølge Bupl var det oprindeligt planen, at det fælles grundforløb skulle optage mellem 50-60 ECTS-point, men i den endelig nye aftale er det udvidet til 60-70.

ECTS er en målenhed, der angiver arbejdsbyrden på et videregående studie.

Allan Bauman påpeger, at selvom Bupl anerkender behovet for specialisering, så er det stadig vigtigt, at der er et grundigt grundforløb. Blandt andet på grund af at op til 25 procent af alle pædagoger skifter faglighed i løbet af deres karriere, siger han.

Den nye pædagoguddannelse gælder fra sommeren 2014.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...