Aalborg

BUPL skifter formand

{ AALBORG: To uger efter at være stoppet som formand for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, BUPL, i Danmark, er Birgit Elgaard, Aalborg, valgt som ny formand for pædagogernes fagforening i Nordjylland. Hun tager over efter Ilse Brøgger, som efter knap syv år på posten ikke ønskede at fortsætte som formand i en ny struktur. Ilse Brøgger bliver i fagforeningen som ansat faglig sagsbehandler. Som formand har hun stået i spidsen for en række fagpolitiske initiativer. Hun har blandt andet arbejdet for en tydelig professionsstrategi, der sætter pædagogers faglighed, kompetencer og viden i front. Birgit Elgaard blev valgt til landsformandsposten i 2004, på et tidspunkt, da forbundet var plaget at voldsomme interne stridigheder på toppen. Trods opbakning fra kongressen så sent som i marts, valgte hun alligevel at smide håndklædet i ringen. En strukturændring i forbundet betyder, at 22 nuværende lokale foreninger samles i 12 store. Afdelingen i Nordjylland får 6425 medlemmer og omfatter fremover også Thisted, Hanstholm, Sydthy, Morsø, Aalestrup og Mariager kommuner. kj.