BUPL vil godt forhandle

Overenskomster 22. september 2002 08:00

HOBRO: Pædagogernes fagforening BUPL vil gerne forhandle med Hobro Kommune om de bebudede nedskæringer på børneområdet. Det siger faglig sekretær Birgit Elgaard efter udtalelser af børne- og kulturudvalgsformand Jan Hviid (V) i Nordjyske Stiftstidende i går. Her undrede Jan Hviid sig blandt andet over, at medlemmerne af BUPL har kræfter til at holde fagligt møde i arbejdstiden i morgen, men ikke havde energi til at forhandle med kommunen om møderne. - Det er korrekt, at vi blev indkaldt til et uofficielt forhandlingsmøde med kommunen. Men indkaldelsen kom om eftermiddagen, hvor mødet skulle holdes om aftenen. Det er for kort et varsel til, at vi kan nå at drøfte sagen med vore medlemmer. Derfor takkede vi nej, siger Birgit Elgaard, BUPL Nordjylland. Hun oplyser, at pædagoger og medhjælpere på et medlemsmøde torsdag aften sendte en begæring om forhandling med Hobro Kommune med ønske om et møde på onsdag 25. september. Jan Hviid udtalte i lørdagsavisen, at spareplanen på børneområdet er reduceret, så eksempelvis en børnehave med 60 børn har udsigt til kun at skulle spare 30.000 kr. - 30.000 kroner svarer til fire ugentlige pædagogtimer. Det er meget, mener Birgit Elgaard. Hun understreger, at de ansattes faglige dag med strejke i morgen holdes af medlemmerne. BUPL kan som fagforbund ikke bakke op om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. -øst

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...