BUPL vil have flere penge til DUS’er

Politikere må fortælle, hvordan der skal spares i Aalborg

Lokalpolitik 22. marts 2007 05:00

AALBORG: Politikerne må fortælle, hvilke opgaver der skal spares væk, når de fra det kommende skoleår flytter 16 fuldtidsstillinger fra DUS’erne i den gamle Aalborg Kommune til institutionerne i de gamle Hals og Sejlflod kommuner. Det mener BUPL, som også kræver, at der på kommunens budget for 2008 bliver sat penge af til at kunne genindføre den normering, der findes i dette skoleår. Næstformand i BUPL Nordjylland, Liselotte Thomsen, lægger ikke skjul på, at hun og kollegaerne er trætte af, at der skal flyttes pædagoger svarende til 16 fuldtidsstillinger fra Aalborg-området. - Vi kræver, at der til budget 2008 sker en genopretning, så vi som minimum kommer tilbage til en normering på niveau med den gamle Aalborg Kommune, siger hun. Desuden efterlyser hun en udmelding fra politikerne om, hvad der så skal spares væk i DUS’erne i Aalborg. - Skal der skæres på vejledning og rådgivning til forældrene? På arbejdet med overgangen fra børnehave til DUS, eller på et af de udviklingsområder, som vi arbejder med, spørger Liselotte Thomsen. Hun hæfter sig ved, at da der blev forhandlet om kommunesammenlægningen, var der ingen tale om at flytte pædagoger. - Det var først i efteråret 2006 i materialet til forhandlingen om budget 2007, at vi kunne se, der ikke blev sat penge af til at bringe Hals og Sejlflod op på niveau med Aalborg, fortæller Liselotte Thomsen, som ikke ser nogle muligheder for at kunne ændre besparelsen i det kommende skoleår. Rådmand Henrik Thomsen (SF) tør ikke love noget. - Jeg synes ikke, at niveauet i den gamle Aalborg Kommune var højt i forvejen. Personligt ville jeg gerne sætte flere penge af DUS’erne, men et budget skal ses som en helhed, og hvis man ikke når målet i første omgang, så kan man stræbe efter det over en hel byrådsperiode, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...