Burger King bruger ulovlig emballage

Fødevareregion Nordjylland vil undersøge fast food restaurant

AALBORG:Når du bestiller et Whopper Meal, og du trykker ketchuppen eller salatmayonaisen ud til dine pommes frites, så er det en ulovlig emballage, du trykker dressingen ud af. Det vurderer Niels Jacob Lund fra fødevarerafdelingen i Fødevareregion Nordjylland. - Forbrugerne skal vide, hvad der er i pakken. Det er ikke tilfældet her. Derfor er der ingen tvivl om, at såvel ketchuppen og salatmayonaisen ikke overholder reglerne, siger Niels Jacob Lund. Han henviser til bekendtgørelse 530 af 18. juni 2003 om mærkning af fødevarer. Iden står der blandt andet, at mærkningen skal være letlæselig og tydelig, og at det skal være anført på dansk eller på andre sprog, der adskiller sig uvæsentligt fra dansk, hvilket normalt vil sige svensk eller norsk. Ingredienserne i ketchuppen fra Burger King står på engelsk, italiensk, spansk og portugisisk, og på salatmayonaisen står der heller ikke noget på dansk. Eller vores to broderlandes sprog for den sags skyld. - Vi vil nu undersøge sagen og se på mærkningen af samtlige dressinger på stedet. Derudover vil jeg tage kontakt til mine kolleger i de andre fødevareregioner, siger Niels Jacob Lund, der regner med, at Burger King får en indskærpelse i første omgang, allerhøjst en administrativ bøde. Restaurationschef på Burger King i Aalborg, Lene Schultz, ønsker ikke at udtale sig, da hun ikke har hørt noget fra Fødevareregion Nordjylland. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Frank Heining, driftchef for Burger King i Danmark.