Burhan beholdt trøjen på

Det kvindelige publikum fik ikke toppet oplevelsen helt op til åbningskoncerten i Nibe

Lars Termansen
Hertil og ikke længere. Burhan G lod ikke bedstefar-undertrøjen falde. Foto: Laura Thomsen
Nibe 1. juli 2015 18:35 - Opdateret 1. juli 2015 19:03

NIBE: Selv om de lokkede og klappede, fik pigerne og mødrene ikke det, de havde håbet på, da Burhan G onsdag eftermiddag sparkede store scene i gang på Nibe Festival.

Den københavnske musiker med den velproportionerede overkrop, lod bedstefar-selerne danse om den viftende bagdel, men trøjen blev på, så pigerne måtte tænke sig til, hvad der var under det drivvåde stykke bomuld.

10-tal til publikum

Åbningskoncerten er altid vigtig for festivalen. Den er en udløsning for publikums ventetid i telte, campingvogne og villahaver, og uden musikken var der jo trods alt ikke grund til at mødes hvert år i Nibe.

Men oplevelsen kom aldrig op på det 10-tal, som Burhan og band ellers uddelte den modsatte vej til publikum. Måske fordi sommeren endelig har gjort sit indtog og lammede publikums fysiske udskejelser.

Fin kommunikation

Hovedpersonen sled for at skabe syng-med stemning og kommunikerede også fint med både publikum og de kamerahold, som sender til festpladsens storskærm, men det er tidligt på festivalen, og alle skal lige op i omdrejninger.

Men der er trods alt også tre dage endnu, og det bliver endnu varmere, så mon ikke der ryger en og anden t-shirt rundt omkring på scenerne.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...