Burka - et ikke-problem

For nogle måneder siden rejste Naser Khader diskussionen om burkaer i Danmark.

Peter Duetoft

Peter Duetoft

Overskrifterne fyldte forsiden på aviserne i dagevis. Man fik nærmest det indtryk, at burkaer var den største trussel mod dansk kultur og selvstændighed. I sidste uger kom så rapporten om klædedragten. Resultatet var, at der findes mellem 0 og 3 personer i Danmark, der bærer dragten. Hertil kommer 100-200, der bærer den såkaldte niqab. Dvs. en tildækning, hvor øjnene er fri. Som kuriosum kan man nævne, at halvdelen af disse er konvertitter, dvs. etnisk danskere, der har skiftet tro. For god ordens skyld vil jeg erindre om, at vi er over 5.5 millioner danskere. Alt i alt må man da konstatere, at burkaerne er et ”ikke-problem”. Men diskussionen rasede. Muslimer blev igen skræmmebilleder. Og staten spildte over 100.000 kr. for at finde de få. Tallene generer imidlertid ikke Naser Khader og Co. ”Det er ligegyldigt at der ikke er flere – det er et spørgsmål om principper”, lød det i sidste uge. Jo, det kan man selvfølgelig mene. Politikerne på Christiansborg får sandelig travlt, hvis man skal lovgive mod alle mulige ikke-problemer i vort samfund. Men nu skal man jo have respekt for principper. Man kunne jo også have valgt at sige, at Staten principielt ikke skal blande sig i hvilket tøj, mennesker vælger at gå i. Men det princip tæller åbenbart mindre end kampen mod ikke-eksisterende burkaer. Burka-sagen er imidlertid ikke enestående. Efterlønnen er et andet godt eksempel. Det er blevet erhvervslivets og en række såkaldt borgerlige politikeres hadeobjekt nummer ét – bortset altså fra klædedragten. Man har nu i årevis fremstillet det, som om efterlønnen var hovedkilden til ødelæggelse af dansk økonomi. Den koster mange penge – og den tager arbejdskraft væk fra et erhvervsliv, der hungrer efter arbejdskraft – måske bare ikke lige nu. Også her driller tallene lidt. Antallet af efterlønsmodtagere har været faldende de seneste år og er nu under 130.000. I sidste uge fik man så at vide, at 50.000 af dem, der er på efterløn, faktisk kommer fra arbejdsløshed. Det var altså ikke mennesker, der lige var brug for på arbejdsmarkedet. Hertil kommer en række mennesker, der er så nedslidte, at alternativet formodentlig ville være en førtidspension. Disse to grupper anslås tilsammen at være 100.000 af de 130.000. Se, det bringer jo en helt anden dimension ind i debatten. I stedet for at kaste sig over de ”fæle” efterlønsmodtagere, kunne man måske diskutere, hvorfor mennesker egentlig går på efterløn. Jeg er overbevist om, at ganske mange af de 100.000 hellere end gerne ville være på arbejdsmarkedet. Sikkert også en del af de resterende 30.000. Men når det erhvervsliv, der har så travlt med at angribe efterlønnen, samtidig er de, der ved ”prikkerunder” koncentrerer sig om at smide folk over 50 ud først – når man ikke er villig til fleksible ansættelser – eller gennem efteruddannelse og udvikling giver medarbejdere over 50 udfordringer, så er man jo selv med til at skubbe mennesker på efterløn. De erhvervsledere og politikere, der mener at markedsøkonomi og fri konkurrence skal redde verden, vil åbenbart ikke bruge markedskræfterne, når det gælder om at fastholde mennesker på arbejdsmarkedet. For man kunne jo lokke mennesker, der ikke er nedslidte, til at blive, hvis man ville give dem en ordentlig løn og gode arbejdsforhold. Sådan er den fri markedsøkonomi jo indrettet. Er der mangel på en ”vare”, så må man betale en højere pris for den. Men den tankegang afvises hånligt. Så vil de markedsøkonomiske fortalere hellere have at Staten griber ind og regulerer arbejdsstyrken ved at fjerne efterlønnen. Dobbeltmoral – ja, mon ikke! Det principielle i disse to sager er imidlertid, at der tages politiske debatter og træffes politiske beslutninger på et forkert grundlag. Man kan vel i et demokrati forlange, at man sætter sig ind i tingene før man har en skråsikker holdning til hvad som helst. Men det vil selvfølgelig drille den, der bare her og nu ønsker at komme i avisernes overskrifter. Denne arbejdsmetode er imidlertid synd for folkestyret og dets omdømme. Resultatet kunne jo blive, at ingen rigtig tager den politiske debat alvorlig – og se, det vil være en virkelig alvorlig sag! Peter Duetoft bor i Sindal. Historiker. Folketingsmedlem (CD) 1988-2001, valgt i Nordjylland. Landsformand (CD) i 1978-87 og igen fra 2004, nu medlem af Socialdemokraterne. Konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet. Boganmelder for NORDJYSKE Stiftstidende.