Turisme

Burma er på vej frem som feriemål

Region Rejser fra Skørping har netop haft det første hold af sted på cykelferie i Burma. Foto: Hans Holm/Region Rejser

Region Rejser fra Skørping har netop haft det første hold af sted på cykelferie i Burma. Foto: Hans Holm/Region Rejser

Der er mange måder at beskrive Burma. Enten som det uopdagede, uspolerede land. Landet med de gyldne pagoder, hvor buddhisme og ældgamle traditioner kan opleves side om side med koloniarkitektur, tehuse og en gryende modernisering i de større byer. Eller man kunne vælge at kalde det et af verdens mest forarmede lande, hvor menneskerettigheder brutalt trædes under fode. Et land, hvor langt størsteparten af befolkningen lever et liv langt under fattigdomsgrænsen, mens diktatorerne - militærjuntaen og deres slæng - lever det gode liv og blot må lide den tort, at de på grund af EU’s sanktioner ikke kan sende deres sønner på kostskole i England eller bruge løs af de stjålne millioner i modehusene i Paris. Der er frit valg mellem beskrivelserne af Burma - for de er begge to rigtige. Og det er der flere og flere danskere, der med egne øjne konstaterer. For de senere år er det blevet mere accepteret at tage på ferie i landet, der i dag officielt hedder Myanmar, men som de fleste stadig kender bedst som Burma. Det er ikke mange år siden, der blev foranstaltet demonstrationer mod de danske rejsebureauer, der arrangerede rejser til Burma. Sådan er det ikke længere. - Det har ændret sig markant. Vi er nogle af dem, der har været udsat for kritik, men det er efterhånden længe siden. Debatten er blevet langt mere nuanceret de senere år, siger Rene Andersen, der er direktør i MarcoPolo, der har solgt rejser til Burma i en del år, men lagde det på is for et par år siden, inden man igen har taget landet på programmet. - Det var i forbindelse med munkenes demonstrationer, men det var ikke af politiske årsager. Det var for ikke at udsætte vores gæster for fare, siger han. Ubetydelig turisme I Burmakomiteen, der tidligere var meget aktiv for at få de danske rejsebureauer til at holde sig væk, bekræfter generalsekretær Anette Bentzen, at disse aktiviteter er blevet nedtonet. Burmakomiteen arbejder for at fremme demokrati og menneskerettigheder i Burma, og i den sammenhæng betyder turismen ikke ret meget. - Det er ikke der, slaget skal vindes. Der er vigtigere ting at tage sig til, siger hun. - Det er ikke noget, vi gider diskutere længere, fortsætter hun og konstaterer, at turisters besøg i Burma ikke er omfattet af den boykot, der er gældende i forhold til landet. Der er tale om en henstilling fra EU’s side - som Danmark bakker op - om, at man som turist holder sig væk, men man gør ikke noget ulovligt ved at tage af sted. Når Rene Andersen har holdt fast i rejserne til Burma, forklarer han det med, at MarcoPolo blot er et rejsebureau, og at kunderne er voksne, veluddannede mennesker, der selv kan tage stilling til, om de vil rejse derned. - Man rejser rigtig mange steder, man ikke burde rejse til. Nordkorea er et godt eksempel. Jeg ved ikke, om styret der er bedre end banditterne i Burma, siger han. Argumentet for at holde sig væk har været, at man indirekte kommer til at støtte diktatorerne, når man besøger landet. Man lægger så at sige penge direkte ned i lommerne på dem. Omvendt er der andre, der argumenterer for, at det da godt kan ske, at diktatorerne får lidt ud af det, men det gør den almindelige befolkning altså også. Og samtidig opstår der kontakter mellem befolkningen i Burma og mennesker fra resten af verden. - Faciliteterne er rigtig gode i Burma. Og det er langtfra alt sammen ejet af generalerne. En tommelfingerregel hos os er, at alt, hvad der er privat, er godt, og alt, der er statsejet, er dårligt. Vi kan tydeligt mærke, at turisternes tilstedeværelse gavner lokalbefolkningen. Der bliver skabt arbejdspladser i hotellerne og restauranterne. Der vokser et godt økonomisk grundlag op. Der er mere godt end skidt ved at rejse til Burma, mener Rene Andersen, der ikke tror på, at boykot hjælper. - Nu bliver burmeserne i stedet fuldstændig afhængige af kineserne, og det tror jeg ikke, at demokratiet får det bedre af. Man kan også sige, at vores erfaring er, at besøger man Burma som turist, finder man ud af, hvor forfærdeligt regimet er, fortsætter Rene Andersen, der ellers beskriver Burma som et fantastisk land. - Hvis der blev normale tilstande, ville det blive det mest besøgte land i Asien. Det er meget bedre end Thailand. Første hold af sted Et af de andre bureauer herhjemme, der netop er begyndt at arrangere rejser til Burma, er Region Rejser fra Skørping. Det første hold er netop vendt hjem, og blandt dem var bureauets indehaver, Hans Holm: - I det store og hele var det en fantastisk oplevelse, fortæller han. - Det er et smukt land - et “rigt” land - altså i citationstegn. Et uhyre venligt land at besøge, fortsætter han. Hans Holm mener heller ikke, at der kommer noget godt ud af, at danske turister holder sig væk. - Vi har gjort vores holdning op, hvad angår boykotten. En boykot har aldrig rokket ved magthavere. Her på 20. år sidder juntaen mere sikkert end nogensinde. Det bliver kun effektivt, hvis alle er med. Og Kina og Indien samarbejder lystigt med regimet. Burmeserne ser ingen andre. De ønsker, at vi kommer. De er interesserede i at tjene nogle penge, siger han. Som rejseland var Burma en stor og positiv oplevelse. - Når jeg har gået rundt i Rangoons gader, har jeg stort set ikke set en politimand eller en militærmand. Jeg har aldrig følt mig så tryg, selvom jeg gik rundt med et stort Nikon-kamera om halsen. Man har en kultur, der er funderet i venlighed og høflighed. Vi oplevede kun venlighed og opmærksomhed, fortæller Hans Holm, der satser på at sende tre-fire hold med tyve cyklister af sted om året. Det er et tropisk område, så den bedste tid at tage derned er fra november til januar/februar. Selvom man fra Burmakomiteens side ikke længere slår ned på rejsebureauerne, er holdningen stadig den samme. Det er en dårlig idé at tage på ferie i Burma. Og Anette Bentzen tror ikke et øjeblik på, at demokratiet får det bedre, fordi de lokale kommer i kontakt med turister fra f.eks. Danmark. - Det betyder ikke noget - hverken i positiv eller negativ retning, at man cykler en tur rundt i Burma, som hun siger. For øjeblikket er tilstrømningen af danske turister til Burma beskeden. Anette Bentzens frygt er, at der en dag går hul på masseturismen til Burma, så landet forvandler sig til et nyt Thailand. Sker det, vil pengene for alvor rulle ned i lommerne på juntaens generaler. Men så længe turismen er på et så beskedent niveau som i dag, er det ikke noget, der giver Anette Bentzen søvnløse nætter. - Hvis det bare er for at få sol på maven og spise asiatisk mad, skal man holde sig langt væk fra Burma. Der kan man lige så godt tage til Thailand eller et andet sted i Asien, lyder rådet fra Anette Bentzen, Kend sandheden på forhånd Vælger man alligevel at tage på ferie i Burma, skal man kende betingelserne på forhånd. Et af de problemer, Anette Bentzen ser med bureauerne, der sælger rejser til Burma, er, at de ikke fortæller, hvad det er for et land, gæsterne skal ned at se. De fortæller ikke, at det er et af verdens værste regimer, man har i vente. - Jeg synes, man skal spille med helt åbne kort, så folk ved, hvad de går ind til. Jeg har f.eks. lige talt med en mand, som sammen med sin kone skulle af sted på det, han troede var sit livs drømmerejse til Burma. Men han anede ikke noget om forholdene dernede, og han blev rasende, da han opdagede, hvordan tingene hænger sammen. Nu kom han af sted på en rejse med dårlig samvittighed, fortæller Anette Bentzen.