Aalborg

Burskov klar til kamp mod de store

Burskov Rutebiler i Klokkerholm er indgået i et samarbejde, der skal gøre selskabet mere konkurrencedygtigt

KLOKKERHOLM:Burskovs Rutebiler i Klokkerholm er nu klar til at tage kampen op mod de store busselskaber. Sammen med Hørby Rute- og Turistbusser og Jørns Busrejser i Brønderslev har Burskov Rutebiler nemlig dannet et nyt selskab - k/s Vendbus. Et selskab, som indehaver af Burskov Rutebiler, Hans Ole Burskov har store forventninger til. Så store, at der måske ikke er noget der hedder Burskov Rutebiler i fremtiden. Det nye selskab har allerede sat sig på en del ruter i Vendsyssel. De har blandt andet vundet en licitation, hvor det blandt andet fik bybusserne i Frederikshavn, og så har selskabet overtaget en række nye ruter - blandt andet i Sindal, Hjørring, Blokhus-Aalborg og Brovst. Og selvom de nye ruter er meget spredt over hele Vendsyssel, så er det stadig en fordel for Burskov Rutebiler, mener Hans Ole Burskov. - Nu har vi en større chance for at overleve. Før havde vi kun en rute hver, og hvis vi mister den i en licitation, så er vi jo færdige. Men nu har vi flere ruter, så vi altid har noget, siger han. Hans Ole Burskov er heller ikke i tvivl om, at det nye samarbejde gør, at Burskov Busser som selskab står stærkere. Klokkerholm-selskabet tabte rute 203 til Arriva ved sidste licitation, og når samtlige ruter, som k/s Vendbus har, skal i licitation i 2010, så er der nu mulighed for at tage kampen op. - Det gør os jo mere modstandsdygtige og konkurrencedygtige. Og vi håber da, at vi kan vinde licitationen på de ruter, vi har i dag, siger han. Måske tid til nyt navn Men selvom busselskabet i Klokkerholm ejer en tredjedel af k/s Vendbus, så består Burskov Rutebiler stadig som en selvstændig forretning, hvor det dog kun er skoleruter der bliver kørt. Men Hans Ole Burskov er ikke så sikker på, om navnet Burskov også vil bestå i fremtiden. - Jeg går med planer om, at Burskovs Rutebiler med tiden skal inddrages i det nye selskab. Og så er der ikke noget der hedder Burskov mere. Men nu må vi se, siger Hans Ole Burskov.