Bus til 10 eller MPV til 7

Har man brug for meget plads kan en minibus med plads til ti være en god ide frem for en syv personers MPV

Mens udbuddet af de dyre syv og ni -personers MPV'ere er forholdsvis begrænset, er det tilsyneladende en anderledes billig fornøjelse at købe en bus med plads til mindst ti. Årsagen er, at denne bustype kun er pålagt 60 procents afgift mod 180 procents afgift på de populære syv personers MPV'ere. Tilsyneladende er der mange mennesker, der har fundet ud af den fidus og hos Sloths biler i Skanderborg, der har specialiseret sig i salg af brugte minibusser med minimum 10 siddepladser, oplever indehaver Ole Sloth vedvarende interesse omkring de rummelige biler og med god grund. * Få km - Til forskel fra de syv eller måske ni personers biler, der primært har kørt som taxaer, har busser med plads til mindst 10 personer ofte kørt langt færre kilometer. De er typisk blevet anvendt som handicap-eller instititionsbusser og er sjældent eller aldrig kørt hårdt. Kort sagt er det min overbevisning, at man får en bedre bil, når man køber en brugt bus til ti personer, kontra en frikørt taxa med syv eller ni pladser, siger Ole Sloth. Men inden den pladskrævende familie med mange børn kaster sig ud i projektet med at købe en 10 personers bus, er der mindst en forudsætning, der skal være opfyldt. Det kræver et stort kørekort. Flere steder er der fast pris på erhvervelsen af et sådant, og de steder NordjyskeBiler forhørte sig lå prisen på omkring 12.000 kroner. En relativ stor investering, er der nok nogle der vil mene, men investeringen er tjent hjem i løbet af et til to år. Årsagen er, at vægtafgiften for en bus med plads til 10 typisk ligger mellem 1000-2000 kroner, mens den for en tilsvarende bil med syv eller ni sæder løber op i nærheden af 9000 kroner. Forhør hos Told og Skat Hvis man selv har mod på at støve en brugt bus op, én der for eksempel har kørt for det lokale ældrecenter, er der naturligvis mere arbejde i det, end der er hvis man blot leder efter bussen hos en brugtvognsforhandler. Bussen skal vurderes For at kunne få den indregistreret til privat kørsel skal Told og Skat nemlig vurdere, hvor meget bilen er værd i fri handel. Det skal de for at kunne sætte en pris på bilen og dermed finde af, hvilket beløb de 60 procents afgift skal beregnes ud fra. Har man kig på en bil, kan man hos Told og Skat rekvirere og udfylde et foreløbigt skema med detaljerede oplysninger om bilen. Oplysningerne bruger Told og Skat til at give en foreløbig vurdering af bilens pris. Vælger man på baggrund af Told og Skats oplysninger at købe bilen, skal man efterfølgende møde op med bilen til en decideret vurdering der - hvis man har været korrekt i beskrivelsen af bilen - ikke varierer nævneværdig i forhold til den første vurdering. Også ulemper Køber man en bus, skal man være klar over, at den skal synes hvert år, samt at i enkelte, men langt fra alle selskaber, kan man risikere at skulle betale en større forsikringspræmie for en bus, fremfor en personbil. Med hensyn til forsikringspræmien kan man i følge en erfaren assurandør, avisen har talt med der ønsker at være anonym, ikke sige noget konkret om, hvad det koster at forsikre en bus. Markedet er simpelthen uoverskueligt. En del selskaber gør det slet ikke, og der er ifølge assurandøren ikke andet for, end at shoppe lidt rundt blandt selskaberne, idet de prissætter meget forskelligt. Vores rundringning bekræftede dette. Flere selskaber ville slet ikke forsikre en bus, mens et selskab tog det dobbelte for at forsikre bussen frem for bilen. Et helt tredje selskab var derimod bedøvende ligeglad med om det var en bus eller en lille personbil man ønskede at forsikre. Prisen var den samme. Under alle omstændigheder er en minibus et oplagt bud til storfamilien.