Ungdomsuddannelser

Bus til fremtid?

Med regeringens nuværende og såkaldte velfærdspolitik får kun 80 pct. af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse.

UNGDOMSUDDANNELSER:Med regeringens nuværende og såkaldte velfærdspolitik får kun 80 pct. af en ungdomsårgang en ungdomsuddannelse. Hvis regeringen tilmed dræber busdriften i udkantsområderne, vil det tal falde yderligere i årerne fremover. Det vigtigste for Danmarks fremtid er, at vores børn og unge får en god uddannelse. For SF er målet, at 95 pct. af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse. Men det er umuligt at nå det mål, hvis de unge mennesker rent fysisk ikke kan komme frem til deres uddannelsesinstitution pga. manglende offentlig transport i udkantsområderne. Det er ganske arrogant, at både transportminister Lars Barfoed og velfærdsminister Karen Jespersen afviser at give ekstra penge til busdriften. De henviser til, at det er kommunerne og regionerne, der selv står for busdriften. De to ministre glemmer to centrale pointer. For det første, at kommunerne og regionerne i lang tid har været hårdt presset økonomisk som følge af regeringens eget jerngreb. For det andet, at regeringen i de årlige økonomiske forhandlinger ikke gav kommunerne en kompensation for de øgede udgifter, der er til busdriften, som følge af de stigende brændstofspriser. SF har sammen med Socialdemokraterne lavet en nødplan for kommunerne. I den nødplan er der indregnet 300 mio. kr. til at sikre busdriften i kommunerne i 2009. Derudover ønsker SF, at busdriften på sigt sikres gennem en Garantifond. Garantifonden skal give busselskaberne den nødvendige kompensation, når svingende brændstofspriser giver stigende udgifter. Hvad tror regeringen mon, det kommer til at koste, når 30 pct. af de unge, der bor i udkantsområderne, ikke får en ungdomsuddannelse? Ekstra penge til busdriften er givet godt ud, hvis man ser tingene i et lidt større perspektiv.