Aalborg

Busbilletten bliver dyrere

Buspassagerer i Nordjylland må forberede sig på at skulle af med flere penge, når de køber klippekort eller billet. Svigtende passagertal tvinger NT til at hæve prisen

NORDJYLLAND:Nordjyllands Trafikselskab (NT) er nødt til at hæve prisen for at få økonomien til at hænge sammen. På budgettet for 2006 mangler der hele 18 millioner kroner. De ni af dem skal findes på NT’s eget budget, mens Nordjyllands Amt yder resten som ekstra tilskud. Ud over prisstigninger bliver det nødvendigt at skære i køreplanerne. Der bliver altså færre afgange. Endnu er det dog for tidligt at sige, hvilke ruter der står for skud. - Vi skal lave et oplæg til en høring, og så tager vi det op i bestyrelsen, hvis der skal ske større ændringer, siger trafikchef Hans Fink. Han er ulykkelig over at skulle melde ud med prisstigninger og færre afgange. - Det er ikke en rar besked at sende ud. Men dem har vi jo haft en del af på det seneste. Og det er en bunden opgave, konstaterer trafikchefen. Især nedskæringer i køreplaner er en bitter pille at sluge, efter at NT gjorde det samme i 2003 og mødte stor kritik for det. Siden er antallet af passagerer fortsat nedad. Sidste år klarede NT sig med låneoptagelse, men nu må der altså andre midler til. Hans Fink fortæller, at prisstigningerne ventes at blive 10 procent i gennemsnit. Men først til oktober beslutter bestyrelsen, om det skal gælde alle typer af billetter og kort, eller om nogle skal stige endnu mere, mens andre kun bliver lidt dyrere. Inden sommerferien kommer køreplanerne og mulige ændringer heraf i høring hos kommuner, vognmænd og andre. Der bliver således mulighed for at komme med kommentarer, inden den endelige beslutning tages. Ændringerne - både i køreplaner og billetpriser - træder i kraft i januar 2006.