EMNER

Busbilletten er klippeklar til café-zonens ventetider

32-årige Marianne Højen Pedersen har forpagterstyr på rutebilstationens nye Zone Cafeen

HOBRO:En smøg må man ikke tænde. Men slik i massevis til at forsøde ventetiden med kan helt lovligt købes i den nyåbnede Zone Cafeen på rutebilstationen, der nu hedder Hobro Busterminal. - Jeg har simpelthen byens største udvalg af bland-selv slik, siger cafékioskens nye forpagter, 32-årige Marianne Højen Pedersen, Hørby Skoleby. Navnet Zone Cafeen har Marianne Højen Pedersen selv fundet på. Inspireret af de billetzoner, som arbejdsgiveren, Nordjyllands Trafikselskab, NT, har inddelt sine kørselsruter i. Og helt i tråd med navneideen kan de busrejsende også købe billetter, klippekort og månedskort i Zone Cafeen med særskilt venterum. Ud over slik-fristelserne kan de ventende buspassagerer i lyse og appetitlige café-omgivelser nyde sandwicher, franske hotdogs, is og sodavand. Eller blot en kop slå-tiden-ihjel kaffe. Også et stort udvalg af blade og aviser kan købes i den røgfrie café-zone. - Men jeg vil godt understrege, at Zone Cafeen ikke udelukkende er reserveret til busrejsende. Der bliver også plads til, at andre kan nyde morgenkaffen eller frokosten ved cafébordene, siger Marianne Højen Pedersen. Fra Føtex til Jokan Det var drømmen om at blive selvstændig, der var årsag til, at Marianne Højen Pedersen lagde billet ind på forpagter-stillingen. Da hun skrev ansøgningen, havde hun i fem år været indkøber i virksomheden Jokan System i Råsted. - Jeg havde lyst til at prøve et mere udadvendt job med personlig kundekontakt. Og ønsket om et ikke så stillesiddende job har jeg i hvert fald fået opfyldt, noterer hun. Zone Cafeens nye forpagter stammer fra True. Hun er udlært som butiksassistent i Føtex-varehuset i Hobro. Siden fik hun job som salgsleder i Føtex i Aalborg, inden hun rullede sydpå til transportsystem-firmaet i Råsted. På hjemmefronten deler Marianne Højen Pedersen cafébord med ægtefællen René Pedersen, der med base i Randers sælger boliger i ejendomsmægler-firmaet John Frandsen.